Side:Daae - Det gamle Christiania.djvu/25

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
7
INDLEDNING. DET GAMLE OSLO.

dere. Alene i det fjortende Aarhundrede har jeg fundet omkring femti[1], men det er kun ganske faa, hvis Beliggenhed kjendes.

Det kan ikke betvivles, at foruden disse Gaarde maa der have været et meget større Antal mindre Huse og Hytter, beboede af den fattigere og naturligvis talrigere Befolkning. Lægger man nu til Privathusenes Beboere Kongens Tjenere og den talrige Geistlighed, Kanniker, Præster, Munke og Nonner med deres store Tjenerskab, maa man slutte, at Oslos Folkemængde i det fjortende Aarhundrede ikke kan have været ganske ubetydelig. Hvor folkerig den har været, vilde det dog være ørkesløst at forsøge paa at gjette.

Men sandsynligt er det, at den gamle By i det nævnte Aarhundredes Begyndelse har befundet sig paa sit Høidepunkt. Den havde da opnaaet fremfor nogen anden at blive Hovedstad, hvortil baade dens for Forbindelsen med Sverige og Danmark bekvemme Beliggenhed og Kong Haakons aabenbare Forkjærlighed for Oslo have bidraget. Snart indtraadte dog ugunstigere Vilkaar. Foreningen med Sverige i 1319 fjernede Hoffet og dets Tjenere. Vistnok fik Norge for en kort Tid atter egne Konger, men disse vare, som alt tyder paa, fattige og afmægtige, og efter 1380 bleve Kongebesøg sjeldne Begivenheden og Hirden opløste sig.

  1. Agaten (1321), Beinagaarden (1327), Bjarnagaarden (1332), Bjønnagaarden (Stenhus 1324), Blessergaarden (1360), Brattesgaarden (1340), Brandsgaarden (1357), Bælgen (med Stenkjælder 1322, 1351), Digrabeinen (1336), Digraskytningen (1399), Gyrdingen (flere Parter 1327), Gullen (1344), Herjulfsgaarden (1342), Hjalparagaarden (1344), Hesteskoen (1352, den var delt i en øvre og ydre og laa vestenfor Clemenskirken), Gertrudsgaarden (1370), Gyridugaarden (1327, flere Dele), Jønsgaarden (1364), Kisen (søndre og nordre 1385; den kan endnu paavises), Kjæringen (1327), Knutsgaard (1322), Kymingen (1310, 1377), Loggen (flere Dele 1361, i «Poskroken»), Mikkelsgaarden (1344), Mikligard (1348, dengang endnu ikke nævnt som besat af de tydske Haandverkere), Ozorgaarden (nordre og søndre 1357), Pausen (1357), Skadden (1376), Skartælen (flere Parter 1343), Skogen (1352), Sluppen (1360 og 1376; den havde sit Navn efter Hertug Haakons Tjener Amund Slupp, som 1298 fik Tomten — «nord ved Lien» — for lang og tro Tjeneste), Smidsgaarden (1344), Spaken (1385, den laa tæt nordenfor den nuværende Ladegaard), Stenbjørnsgaarden (øvre og ydre 1341), Thorolvegaarden (1336), Thollaksgaarden (1327), Purken (1310), Thomasgaarden (1365), Valtergaarden (1329), Vidousgaarden (1331). Man læse f. Ex. det Brev fra Dronning Margrete (1372?) til Kong Haakon VI, hvori hun klager over, at «jeg og mine Tjenere paa Akershus lide stor Nød for Mad og Drikke, saa at hverken jeg eller de faa vor Nødtørft»! Hun beder ham videre om endelig at anstrenge sig for, at en vis Westfal maa blive villig