prægtige og anseelige Mangelsgaard, og Manderfeldt gav sig nu paa Skrømt Udseende af ganske at ville være en Nordmand, medens han i Virkeligheden spekulerede i at gjøre sin Lykke som Agent for Kong Gustav.
Fra Manderfeldt hidrører sandsynligvis en kort Karakteristik, der rimeligvis er affattet 1786, over Norges fornemste Embedsmænd. Her i Hovedstaden nævnes Stiftamtmanden, Geheimeraad Jørgen Erik Scheel (Levetzaus Eftermand) som en kundskabsrig Mand af fortræffelig Karakter, en Dom, der synes at have været enstemmig om denne senere til Statsminister udnævnte Embedsmand. Christian Magnus Falsen (den ældre), Enevold Falsens Fader, der var Konferentsraad og Justitiarius i Overhofretten, betegnes ligeledes som en duelig Embedsmand, men forøvrigt som en tvetydig Personlighed. Sønnen, Enevold F., Assessor i samme Ret og snart Faderens Eftermand som Justitiarius, nævnes som «dygtig og af godt Hjertelag». Præsident Willumsen, Byfoged Hagerup, Slotsfoged Bukjer m. fl. omtales i almindelige Udtryk, ligesaa Biskop Schmidt. Lagmanden, Konferentsraad Herman Colbjørnsen, kaldes derimod en Mand af «naturlig Sluhed», hvis Karakter «skal opvække Tvivlsmaal».[1] Men ikke en Eneste omtales
- ↑ Hvortil hermed sigtes, er imidlertid ikke godt at forstaa, thi Ytringen kan naturligvis ikke have Hensyn til Colbjørnsens Forkjærlighed for Tidens religiøse Vantro. Herman Colbjørnsen, der tilhørte den bekjendte Arneberg-Æt, var nemlig forøvrigt en som Embedsmand og Menneske høit anseet Mand, bekjendt ogsaa for sin Godgjørenhed. Sin temmelig store Bogsamling skjænkede han til Deling mellem Kathedralskolens og Krigsskolens Bibliotheker. Christiania Kathedralskole holdt i Anledning af hans og Generalauditør O. C. Wessels Død en høitidelig Mindefest i Aaret 1795. (B. Moe’s Tidsskr. for Personalhist. I, S. 255 flg.). Efter Colbjørnsens Død indfandt sig, som sædvanlig i de Tider, alle hans Bekjendte i hans Hus til Kondolence. «Efter at de øvrige havde forsamlet sig, kom Bernt Anker ind, kastede sig ned i Sofaen, slog sig for Panden og ilede ud igjen uden at sige et Ord. De øvrige reiste sig og satte sig igjen, meget forlegne. Dagen efter sendte han Enken et latinsk Digt, en Gravskrift, indbundet i hvidt Atlask.» (Et Øienvidnes, Fru E. Munchs Optegnelser). Herman Colbjørnsen eiede og beboede en Gaard, der stod paa samme Tomt, som nu indtages af de forrige Universitetsbygninger, (den kaldtes Barcklay-Gaarden, ligesom den derværende Bakke benævntes Barcklay-Bakken efter den forrige Eier, Auktionsdirektør B., med hvis Enke Colbjørnsen var gift). Som Landsted havde han det saakaldte «Incognito», som han selv havde bygget. Afstanden mellem dette og Byen ansaaes dengang at være saa stor, at Husets Datter om Sommeren maatte for Skolegangens Skyld bo i Byen og kun hver Søndag var paa «Incognito».
