som indviet i de svenske Annexionsplaner eller som tilbøielig til Frafald fra sin Konge.
Just ved denne Tid var det, at den af Christen Jensen Lofthuus vakte Bondebevægelse fandt Sted i det sydvestlige Norge. Denne Bevægelse var ikke egentlig af politisk Natur, men var nærmest fremkaldt af Misfornøielsen med nogle juridiske Embedsmænds Sportuleringer. I Sverige vakte den imidlertid stor Opmærksomhed, man overvurderede dens Betydning og haabede paa, at Anledningen til at skille Danmark og Norge ad nu endelig var kommen. Kong Gustav ansatte derfor strax (1787) en Generalkonsul i Christiania, den første (og eneste) svenske Agent af den Art i vort Land. For Manderfeldt var det en stor Skuffelse, at han ikke fik dette Embede. Kongen foretrak en franskfødt Hoflæge, Johan Chrysostomus Martinau, Søn af Kong Frederik af Hessens Frisør og forøvrigt en selvbehagelig, indbildsk og paatrængende Person. Han sendte sin Konge Rapporter i Overflod og skildrede Nordmændene som i høieste Grad misfornøiede og begjærlige efter en Adskillelse fra Danmark. Som et Exempel paa hans Beretningers Upaalidelighed kan tjene, at han angav Antallet af de unge Nordmænd, der aarlig droge til Kjøbenhavn for at studere, til – 300! Hans Færd i Christiania vakte ogsaa snart Mistanke baade der og i Kjøbenhavn. I Virkeligheden udrettede han Intet i Norge.[1]
Ligesiden Palladsrevolutionen i Kjøbenhavn 1784, der satte Kronprinds Frederik (VI.) i Spidsen for Rigernes Styrelse, havde det været paatænkt, at den nye Regent skulde besøge sit andet Kongerige, og hans Hofmarskalk og Yndling Johan v. Bülow havde allerede forlængst af sin Ven Dr. Laurids Smith, der havde været Rektor i Throndhjem, ladet sig meddele talrige Vink om de Midler, hvorved Prindsen kunde opnaa Popularitet i det siden 1749 af Kongehuset ikke betraadte Norge. Siden Lofthusbevægelsens Udbrud havde man vistnok mere end før forstaaet, hvor vigtig og nødvendig en saadan Reise maatte være, og hertil kom, at netop samtidig med, at man begyndte at tænke sig en Adskillelse som truende eller dog mulig, var der i Danmark opstaaet en hidtil ganske ukjendt Begeistring for det «herlige norske Folk» i de
- ↑ Mange interessante Enkeltheder om Forholdene i Christiania under Martinaus Konsulat findes samlede i Y. Nielsens Afhandling Gustav III.s svenske Politik (Norsk hist. Tidsskr. 2. R. I.).
