hvis Skilsmisse med hendes Mand, en rig og fornem Jernverkseier, han selv havde foranlediget. Ved sine Gaver som verdensmand og behagelig selskabsmand forstod Manderfeldt at indynde sig hos Greven, men i endnu høiere Grad hos hans Veninde. Greven kunde næsten ikke undvære ham, overdrog ham Bestyrelsen af sin hele «huslige Økonomi» og udstedte i 1782 et Forsikringsbrev om
en aarlig Pension for Manderfeldt paa 1000 Daler, naar han selv var død. Til Damen, der nu kaldte sig med sit Pigenavn »Fru Akeleie», udstedte han en Obligation paa 18,000 Daler, med Prioritet i Grevens norske Allodialgods til de retmæssige Arvingers Præjudice. Aaret efter (1783) døde Greven, og Manderfeldt og «Fru Akeleie» ægtede hinanden strax efter. De havde forstaaet at sikre sig saa godt, at de ved Overhofrettens Dom i 1787 vandt den Proces, som Grevens Arvinger anlagde mod dem. Som Ægtefolk toge de sit Ophold i Christiania, hvor de eiede og beboede den dengang
