Gustav den tredies Planer til Norges Erobring, der i 1772
nær havde fremkaldt et Fredsbrud, vare vel foreløbig
stillede i Bero, men derfor ikke opgivne. Den svenske
Konge holdt gjennem hele sin Regjeringstid spioner i
Norge, erkyndigede sig nøie om Personer og Forhold
hos os, og lurede begjærlig paa en Anledning til at
gribe ind.
Et af disse hans Redskaber var Svensken Carl Ingmann, eller, som han hos os kaldte sig, Manderfeldt, titulær Landraad og Legationssekretær, en meget lavtliggende Lykkeridder. Aaret, da han kom til Norge, vides ikke med Bestemthed, rimeligvis maa han være optraadt her omkring 1780. Mellem dem, med hvem Manderfeldt, dog vel neppe paa Politikens Vegne, traadte i nøie Forbindelse, var Gyldenløves berygtede Sønnesøn, Grev Christian Conrad Danneskjold-Laurvig, hvis Roman med Skuespillerinden, den smukke Jfr. Rose i Kjøbenhavn er bekjendt nok. Grev Danneskjold, der under Frederik den femtes Regjering og den første Del af Christian den syvendes afvexlende havde været i Yndest og i Unaade ved Hoffet, var endelig under Struensee for bestandig bleven afsat fra sine Embeder og havde taget fast Ophold i sit Træpallads i Laurvig, den endnu saakaldte Herregaard. Her havde han i nogle Aar levet i Frillelevnet med en Dame af adelig Fødsel[1],
- ↑ Hun var født Akeleie, og man gjorde derfor den Vittighed om Greven, «at han, da han ikke havde formaaet at plukke Rosen, maatte nøies med Akeleien» Smlgn. Saml. til N. F. Spr. og Hist. B. 6, S. 546 flg.
