Allerede inden Aarets Udgang blev imidlertid St. Germain
fjernet fra sin Stilling som den danske Armees Overhoved, og dermed
var det ogsaa forbi med Rantzaus Regimente i Norge. Han
fik sin Afsked allerede den 28de December 1767 med Befaling
strax at begive sig til Glückstadt uden at passere Kjøbenhavn, og
i næste Maaned forlod han Norge for bestandig. Da han den 7de
Januar 1768 drog ud af Christiania, blev han af Pøbelen forfulgt
med Stenkast[1], og «de Fleste glædede sig inderlig». Derimod
nød hans Grevinde megen Agtelse i Christiania som «et meget
dygtigt og af alle elsket Menneske».[2]
Rantzaus senere Skjæbne er bekjendt. Han havde, allerede førend han kom til Norge, Forbindelser med Struensée. Da denne kom til Magten, gjenvandt derfor ogsaa Rantzau sin Anseelse ved Hoffet; men da Kabinetsministeren ikke drog ham nok frem, gik han naturligvis over til hans Fiender og var en af Hovedmændene ved Revolutionen den 17de Januar 1772. Men heller ikke under de nye Magthavere kunde Rantzau længe holde sig, han forlod snart Danmark for stedse og endte sit uværdige Liv i Avignon 1789.
Skjønt Rantzau ikke var elsket i Norge, optraadte han dog selv som Norges Talsmand, og det endog efter at have forladt det. I Oktober 1770 indgav han nemlig et Forslag til en Omdannelse af Geheimekonseilet og udtalte ved den Leilighed, at der i Statsraadet burde optages Medlemmer for Norge, «ein treues, ganz abgesondertes Königreich, daraus nie einer zur Berathschlagung ueber sein Special-Interesse berufen wird».[3]
