underordnet, Redskab ved den store Thronrevolution i Petersburg i Juli 1762, er ganske urigtig; han var dengang allerede borte fra Keiserriget og var siden en Fiende af Keiserinde Catharina.[1] Senere fik han dog paany Ansættelse i Danmark, især ved Prinds Carl af Hessens Indflydelse, og den 4de April 1767 udnævntes han i Schmettows Sted til kommanderende General i Norge, dennegang ved Hjelp af St. Germain, til hvis Parti han strax gik over, da han mærkede, at Prinds Carls Anseelse for en Tid var i Dalen. Da Schmettow fik høre, at Rantzau skulde blive hans Eftermand, blev han saa rasende, at han sendte et Par Officerer til denne med det Forslag, at de skulde kjæmpe paa Liv og Død, indtil i det mindste en af dem blev paa Pladsen. Rantzau, som neppe havde Lyst til at modtage denne Udfordring, skyndte sig med at erklære, «at han intet Menneske kjendte, for hvem han nærede større Høiagtelse end for Schmettow, at han følte sig smigret ved at have ham til Kollega og ønskede hans Venskab» o. s. v. Duellen blev saaledes afværget[2].
I Mai Maaned 1767 holdt Grev Rantzau sit Indtog i Christiania under Kanonernes Torden. Men hos os blev hans Ophold hverken langvarigt eller behageligt. Han gjorde sig i allerhøieste Grad forhadt. Saaledes indlod han sig i en heftig Strid med Frederik Christian Otto Wedel-Jarlsberg, inden hvis Grevskab han vilde foretage neppe ganske lovlige Soldaterhvervinger. Da nu Wedel protesterede herimod, sendte Rantzau en Styrke bestaaende af 1 Løitnant, 2 Underofficerer, 1 Tambur og 20 Grenaderer mod Jarlsberg med Ordre til, som Wedel selv beretter, «sig hos mig paa min Gaard at indqvartere og mig med alle mine Folk at arrestere og saaledes tvinge mig at tilstede en mod Kongelige Befalinger og Forordninger stridende Hverving». Heraf reiste sig en langvarig Proces. I Christiania selv kom Rantzau i Uvenskab med Magistratspræsidenten, den tidligere omtalte Etatsraad N. Feddersen, og ved sin Indflydelse ved Hoffet drev han det til, at denne her i Staden anseede og agtede Mand ganske uformodentlig blev afsat fra sit Embede den 23de Juli 1767[3], hvilket fremkaldte Misfornøielse i Christiania.
