Sagflis og Æg af mange Millioner Insekter; han forundrer sig storlig over, «at ingen blandt saamange brave Indvaanere i Christiania fandtes, som vilde tage sit gode Postvand i Forsvar, for at dets Ypperlighed formedelst en fingeret Urenhed ikke skal blive lastet og foragtet». Videre: «Man mærker nok, Hr. Doctor er ikke ækel, siden han i sit Skrift appreterer en egen Ret for sig selv af Sagfliser og Insecters Æg, hvor han og mener, der bliver et herligt Æggerøre af, men spørger han om Smørret til denne herlige Ret, da svares, at det er hos dette Skrifts Autor at bekomme, naar Doctor selv vil komme at afhente det. Hvad Hr. Doctors Orme-Philosophi betræffer, da negtes ikke, at det jo efter hans egne Ord ikkuns er raadden snak og uvis Gisning, thi der er endnu til denne Dag disputer om denne Mening og ikke ganske afgjort, om slige Mark eller Orme genereres hos et Menneske eller Dyr af putredine eller af Insekters semine og Æg. Men større Vanskelighed er det at udgrunde, hvadslags Orme det er, som hos visse Folk genereres i Hovedet, særdeles i Slutningen af Hundedagene eller i August Maaned» o. s. v. Saa kom endelig det sidste Indlæg af Lincke med den lærde Titel «Moria Thuana eller den opdagede Anders Næsvis», forsynet med et langt Citat af Horats’s Satirer. Heri bearbeides nu til Gjengjeld den uforskammede Apotheker for sit «utidige Foster», sit «Hjerne-Gespinst», sit «malicieuse Gemyt» o. s. v.
Ved Midten af det attende Aarhundrede optræder for første Gang i Christiania en literær Dame, Birgitta Lange. Hun har selv meddelt nogle Træk af sit Liv i et Brev til F. C. Schönau, Forfatteren af det bekjendte Verk om «Danske (og norske) lærde Fruentimmer», der udkom i to Dele 1753, og en Del af dette for sin Tid enestaaende Brev fortjener at meddeles:
«Jeg er fød 1714 d. 15 Decbr., og min Fader var Advokat[1] Henrik Lange, min Moder Margareta Wandel. Jeg har altid været af en svag Complexion og tidlig begyndt at tænke og ville vide alle Ting samt at finde en stor Lyst til Studeringer, men som min slette Lykkes Omstændigheder ikke vilde tillade mig at følge denne Lyst, maatte jeg i Tide derfra afholdes og derimod lægge mig efter saadanne Ting, som man i Almindelighed holder for, at Naturen har dømt Fruentimmeret til, og dermed hendrive min bedste Tid, ikke uden største Kjedsommelighed, indtil jeg var 22 Aar gammel, da mine smaa Svagheder ved min Faders Død og den derover fattede hjertelige Bedrøvelse tilligemed mange Bekymringer forvandledes til mange haarde og langvarige Sygdomme, som hele Aar holdt mig til Sengs og endelig betog mig
- ↑ Ved den norske Overhofret.
