alle Kræfter. Da jeg nu i saadan Tilstand intet Arbeide kunde foretage og ei heller i nogle Aar kunde komme udenfor mit Kammer, forsøgte jeg selv alene at lære Fransk, som og gik an, skjønt med største Besvær, saasom jeg ei alene feilede Undervisning, men og Lexica og andre fornødne Bøger. Endelig overvandt dog min Lyst og Flid alle Vanskeligheder, saa at jeg paa et Aars Tid baade lærte Sproget og læste alle de gode Autores, her var at bekomme. Og som jeg blandt andre og fandt nogle gode Oversættelser af Engelsk, Italiensk og Spansk, fik jeg og Lyst at lære disse Sprog og haabede, at det ene ei mere skulde falde umuligt, end det andet. Det værste var at faa Bøger. Endelig fik jeg dog her og der hos nogle tjenstvillige Venner en Del, og dermed begyndte jeg med et godt Haab, stolende paa den besynderlige gode Hukommelse, jeg altid havde været forsynet med, meget skulde hjelpe, og trøstede mig med, hvis jeg ikke skulde reussere, vidste Ingen mit Foretagende, og da jeg intet nytteligere formedelst min bestandige Svaghed kunde foretage, havde jeg dog derved fordrevet mange bedrøvede Tanker. Jeg fandt herudi langt større Vanskelighed end i det Franske, fordi jeg slet ingen Conversation kunde have, hvorfor jeg ei heller kom videre med disse Sprog, end at jeg kunde læse og forstaa dem. Da jeg tilsidst vilde i Færd med det Spanske, var her slet ingen Bøger, hvorfor jeg fra Brüssel maatte lade komme det Exemplar af Solis Historie om Conqueten af Mexico, som jeg har betjent mig af til min Version, tilligemed et godt Lexicon, Grammatica og et Par andre smaa Pjecer, hvorefter jeg maatte bie et helt Aar. Saaledes er det her at komme fort med slige Sager. Jeg lod mig af nogle faa gode Venner persvadere at give denne Version i Trykken[1], hvilken Complaisance jeg dog ofte siden har fortrudt og resolveret aldrig mere at foretage sligt Arbeide formedelst de store Bekostninger, mange Fortrædeligheder og slette Debit, jeg fik paa dette. Desuden har og de haarde og lange Sygdomme, jeg siden har udstaaet, saa ganske betaget mig alle Kræfter især til at skrive, at jeg nu ingen halv Linie til Ende kan holde Pennen. Heraf behager nu min Herre at se, hvor lidt jeg efter slige Omstændigheder kan meritere den mig tiltænkte Ære at nyde Sted blandt hans lærde Damer.
Christiania Velædle Hr. Schönau d. 22 Januar 1752. Deres tjenstvillige Tjenerinde Birgitta Lange[2].
Aaret efter, at dette Brev var skrevet, døde Jomfru Lange «i yderste Armod». Hun skrev ogsaa Vers, hvoraf dog neppe noget blev trykt, og stod i poetisk Brevvexling med den svenske Digterinde Fru Nordenflycht, af hvem der i det st. kgl. Bibliothek i Kjøbenhavn findes et utrykt Sørgekvad over hende. Suhm har flere Gange omtalt Birgitta Lange med Velvilje. Han beskriver hende som «fattig, sygelig og sødmodig»[3].
