Hopp til innhold

Side:Daae - Det gamle Christiania.djvu/183

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

paa Latin forfattet Fremstilling af Norges Historie under Hedenskabet, kan mærkes som det første fædrelandshistoriske Arbeide, som er trykt i Norge (Christiania 1689); senere bearbeidede Forfatteren det paa Dansk og fortsatte det indtil 1387. Som bekjendt leverede Ramus siden en Afhandling i Rudbecks Aand om Ulysses’s og Odins Identitet, en Beskrivelse over Norge, et Slags Verdenshistorie i Folio (Christiania 1704 og siden i nyt Oplag Kjøbenhavn 1736) samt endel religiøse Traktater, af hvilke idetmindste en fremdeles optrykkes og læses af vor Almue[1].

Christiania havde endnu ingen Avis, og al Polemik maatte derfor foregaa gjennem særskilte smaa Bøger, og forekom altsaa meget sjelden. En vis Navnkundighed opnaaede den i sig selv ubetydelige Strid om Kildevandet ved Kongshavn, som i 1746 førtes med den største Heftighed mellem en Læge og en Apotheker, og som fremkaldte ikke mindre end fem Pjecer i Kvart. En Johan Christopher Lincke fra Schlesien var, efter at have studeret i Halle og Kjøbenhavn, bleven Dr. med. og Stadsfysikus i Christiania. 1 Februar 1746 udgav han her et lidet Skrift under Titelen «KongsKilde-Vands Beskrivelse tilligemed en udførlig Beretning, hvorledes man skal gjøre sig det og andre sunde Vande til Nytte». Hans Ideer synes at have været temmelig nær overensstemmende med den moderne Theori om Vandkuren, og da Kongshavns Kildevand var efter hans Mening usædvanlig rent, let og sundt, anbefalede han det til Lægemiddel[2]. Denne, som man skulde tro, uskyldige Pjece fremkaldte imidlertid strax et høirøstet Modskrift eller «velment Erindring» af en Anonym, (der senere viste sig at være en stridbar Apotheker, Anders Thue i Frederiksstad). Han paastod, at det almindelige Postvand i Christiania var renere og sundere end Kildevandet i Kongshavn; denne Pjece blev af Linckes Uvenner hemmelig omsendt fra Hus til Hus i Christiania. Stadsfysikus undlod ikke at svare med en ny Pjece, der udkom i August s. A., og Thue, der nu paa en Maade navngav sig, rykkede ligeledes paany ud og det med det allergroveste Skyts. Navnlig var han uhyre forbitret over, at Lincke havde vovet at fornærme Byen ved at paastaa, at der i Vandposterne i Christiania fandtes

  1. Om Jonas Ramus se L. Daae i Historiske Skildringer, II.
  2. Stedet eiedes dengang af Seigneur Halvor Asker. Da Kilden for nogle Aar siden, fortæller Lincke, var renset og opgravet, havde man deri fundet en stor Del gamle Mynter.