ligesom Iver Krabbe i Begyndelsen været misfornøiet med Enevælden, men snart fundet sig i det uundgaaelige og var nu i høi Naade. Hans efterladte Dagbøger[1] indeholde forskjellige Ting om hans Ophold og Virksomhed i Norge. Vi erfare ogsaa af hans Optegnelser, at Gyldenløve i Juni 1673 kom tilbage til Christiania, hvor nu baade Statholder og Vicestatholder en Tid virkede samtidig, indtil den sidste i 1674 blev kaldet tilbage til Gyldenløves Misfornøielse, da han derved fremdeles maatte finde sig i at blive, hvor han var.
Snart forestod ogsaa Begivenheder, der gjorde hans Nærværelse i Norge uundgaaelig, især da han foruden at være Statholder tillige var Øverstkommanderende General. Det var Krigen med Sverige. I denne kom Gyldenløve til at udføre de Bedrifter, der udgjøre hans Livs Hæder og have omgivet hans Navn med en velfortjent Glands. Krigen, der senere i Norge gik under Navn af «Gyldenløvefeiden», medens man i Danmark kaldte den «den skaanske Krig», hører til de mærkeligste, der nogensinde ere førte paa den skandinaviske Halvø, og betegner et stort og glædeligt Opsving i den norske Hærs Udvikling.
Gyldenløve har uden Tvivl allerede før denne Krigs Udbrud været meget afholdt af Nordmændene; men endnu mere er han bleven det som Feltherre. En fortjent norsk Krigshistoriker, Oberstløitnant Schnitler, sammenligner hans Fortjenester og hans Popularitet med Christian Augusts i en senere Tid, og denne Parallel har maaske nogen Sandhed, hvor grundforskjellige de to Hærføreres Personligheder end vare. Alle Vidnesbyrd tyde ogsaa paa, at Gyldenløve har besiddet en sjelden Evne til at vinde Almuens Hjerter, og hans Navn har ogsaa lige indtil den sidste Tid været bevaret i Traditionen, medens de fleste af de følgende Statholdere og Generaler forlængst ere gaaede i Forglemmelse. Fornemmelig har Carl Deichman givet disse Følelser Udtryk. Han fortæller saaledes: «Nordmændene ansaa Gyldenløve som sin Skytshelgen og havde en synderlig Veneration for denne Herre formedelst hans prægtige Opførsel, populære Omgang, tapre Anførsel og lystige Levned. Han tog dem og i alle Ting i Protektion, særdeles Almuen, den han forsvarede mod alle Exekutioner og ubillige Paalæg. Han var i Stand til at bringe Nationen til, hvad han vilde, han hørte selv Folkets Klager og lod dem sjelden
- ↑ Dansk historisk Tidsskrift, 3. R., III.
