kurrere med ham i Trælastexporten paa denne Kant. De eneste offentlige Funktionærer (naturligvis bortseet fra Militæretaten), som Kongen fremdeles beskikkede, var Postmesteren og Toldofficianterne i Laurvig By.
Som man kan slutte fra de omtalte store Privilegier for Laurvig Grevskab, var han stedse i høieste Yndest hos sin Halvbroder Christian V. og formaaede under ham vistnok endnu langt mere end under sin klogere og mere karakterstærke Fader. Christian V. kunde ikke ret undvære hans Omgang, og Gyldenløve selv fandt det ogsaa ulige behageligere at færdes i Kjøbenhavn end at residere som Statholder paa Akershus eller i Christiania. Som Følge heraf var han idelig fraværende fra Norge, hvor der herefter som oftest var ansat en Vicestatholder, medens Gyldenløve selv beholdt baade den høie Aflønning og en øverste Ledelse af Embedets vigtigste Forretninger. Allerede faa Maaneder efter Frederik III.s Død indberettede fremmede Ministre til sine Hoffer, at «Vicekongen af Norge», Gyldenløve, var den unge Konges altformaaende Yndling. Han havde imidlertid for saa vidt en priselig Selvkritik, at han indsaa, at han ikke var nogen egentlig Statsmand, og skjønt han naturligvis nok var Medlem af Geheimestatsraadet, forsøgte han neppe nogensinde at opkaste sig til Leder af Danmarks Politik. Desto mere deltog han i alle Hofanliggender og synes her uden Sammenligning at have været den toneangivende. Hans private Liv var forøvrigt temmelig tøilesløst, hvilket vel tildels har været Aarsag til, at hans Ægteskab med Marie Grubbe blev yderst ulykkeligt. Formodentlig har dog skylden været stor paa begge Sider, da Fru Maries Historie idetmindste senere blev saa rig paa Skandale; men hvorom alting er, vare de allerede i 1668 blevne separerede, og senere bleve de formelig adskilte. Man har ogsaa ment, at Gyldenløves Besøg i London, hvor han 1669 som Ambassadør havde lært Carl II.s letsindige og ryggesløse Hof at kjende, heller ikke har øvet den bedste Indflydelse paa hans Moralitet. Han antoges derfor at øve en mindre god Indflydelse paa Christian V.s private Levemaade, idet han skal have forført ham til Udsvævelser, og dette skal have bevæget baade Enkedronningen og Griffenfeldt til at ønske ham fjernet fra Kjøbenhavn. Han fik da ogsaa i 1673 Befaling til at gaa tilbage til Norge.
Her havde i de senere Aar (siden 1669) en dansk Adelsmand, Ove Juel til Villestrup, fungeret som Vicestatholder. Juel havde
