gjort Indsigelse derimod i November 1450,[1] og skjønt han nu ikke mere havde noget Parti for sig blandt Nordmænd af Indflydelse. De norske Misfornøiede i Sverige have vel ogsaa med Emigranters sædvanlige Ivrighed opfordret ham til Kamp.
Ved Halmstadmødet i Mai 1450 var det, som det vil erindres, blevet bestemt, at der ved St. Hans Tid 1451 skulde holdes et nyt dansk-svensk Møde, denne Gang paa Rigernes østlige Landemærke. Det var vedtaget, at Karl under Mødet skulde opholde sig i sin Grændsestad Kalmar, Christiern i Sølvitsborg, men at deres fuldmægtige Raader skulde samles paa et beleiligt Sted midt imellem de to Byer og der bringe Sager til Afgjørelse, som man ikke havde faaet ordnet i Halmstad. Mødet kom istand, og Raaderne samledes i Aveskjær, men den Aand, som raadede der, var en anden end den, der havde besjælet Halmstadkongressen. Der havde det svenske Unionsparti spillet Mester, men nu vare Unionens Modstandere i Raadet mødte frem, thi Kong Karl vidste nu bedre, paa hvem han kunde stole eller ikke. Fra dansk Side lagdes derhos alt andet end Klogskab for Dagen, og navnlig var det et stort Misgreb, at man indlod sig paa Kjævlerier med Sverige om Dronning Dorotheas Morgengave og Livgeding af dette Rige som Kong Christophers Enke. At den juridiske Ret her har været paa hendes og hendes anden Mands Side, kan være muligt, men det Sikre er derimod, at dette ikke var Veien for Christiern til at vinde Venner i Sverige, og at ikke alene Kong Karl, men overhoved enhver redelig Svensk maatte finde det urimeligt, ja, oprørende, at man forlangte Slotte afstaaede eller store Pengesummer udbetalte til den, der hvert Øieblik kunde ville bruge dem til Angreb mod Sverige selv. Med Føie er det ogsaa blevet udtalt, at
- ↑ Hadorph, II, S. 178—179.
