Kampen mellem de to Konger var dog ingenlunde tilendebragt ved Halmstadkongressen og Norges Afstaaelse. Snarere kan man sige, at den endnu ikke var ret begyndt. Christiern havde udentvivl allerede meget snart sat sig det Maal at vinde ogsaa Sveriges Krone, og Erhvervelsen af Norge betragtede han derfor kun som det første, heldige og lovende Skridt til Fornyelsen af den store Union. Halmstadforliget havde aabnet Udsigter i denne Retning, men til at vente, indtil Karl, der vistnok var sytten Aar ældre, men dog befandt sig i Manddommens kraftigste Aar, maatte afgaa ved Døden, havde Christiern ikke Lyst. En alvorlig Krig, en ganske anden Kamp end den forholdsvis ubetydelige, som det norske Spørgsmaal havde fremkaldt, maatte altsaa forestaa. Men derved maatte Norges Skjebne paany blive usikker, thi Karls egen Fordel tilsagde ham naturligvis ikke at blive siddende rolig, indtil han blev angreben, men hellere selv at forekomme sin Fiende. Han vedblev ogsaa fremdeles at føre Titelen af Norges Konge, skjønt det danske Rigsraad efter Christierns Hjemkomst fra Norge havde
