Den Forening mellem Nordens tre Riger, der i en langt senere Tid har faaet Navn af Kalmar-Unionen, var stiftet under eiendommelige Forholde. Norden havde maattet føre en lang og udmattende Kamp med Nordtydskland, der midt under det tydske Keiserdømmes Svaghed havde vist sig som en yderst farlig Fiende formedelst sine Fyrsters og sin talrige Adels Stridbarhed og sine blomstrende Handelsrepublikers Rigdom og Foretagsomhed. Forsvaret var alene lykkets ved Margaretas Evne til at samle alle tre Rigers Kræfter imod Udlændingerne. Hun havde derefter ikke alene kunnet regjere med Styrke, men ogsaa saaledes, at Rigerne, hvis Høvdinger desuden vare sammenknyttede ved talrige Svogerskaber og andre mægtige Baand, syntes at skulle nærme sig til at blive en Helstat. Dette Forhold fortsattes og udvikledes igjennem den større Del af Efterfølgerens, Erik af Pommerns, Regjering. Danmark var det selvskrevne Hovedland. Hverken Sverige eller Norge havde længere nogen hjemlig Styrelse, og begge fandt sig paafaldende længe i, at deres Interesser aabenbart tilsidesattes, og at deres Kræfter stadig anvendtes til Fortsættelsen af Eriks
Side:Daae - Christiern den Førstes norske Historie.djvu/7
Denne siden er korrekturlest
