seige, men frugtesløse Krig med de holstenske Grever og disses Forbundsfæller, Hanseaterne.[1]
Omsider udbrød der Oprør, først i Sverige, derefter ogsaa i Norge. Kong Erik, hvis Historie her, som overhovedet, i de fleste Henseender er uklar indtil Gaadefuldhed, opgav omsider selv sine Riger, og det ene efter det andet af disse hyldede Søstersønnen Hertug Christopher af Bayern som Konge.
Dette nye Kongedømme var væsentligt forskjelligt fra det, som Margareta havde grundlagt og Erik forspildt. Aristokratiet, der en Menneskealder tidligere villigt havde bøiet sig for Kongemagten, var nu atter kommet til Kræfter, og de Almuebevægelser, der i alle Rigerne havde ledsaget Eriks Bortgang fra Skuepladsen, tjente trods deres forskjellige Charakter i de forskjellige Lande vistnok nærmest til at befæste Adelens og Hierarchiets Overmagt ligeoverfor Almuen og deres Selvstændighed ligeoverfor Kongen. Dette sidste fremtræder tydeligt nok paa mere end en Maade, men dog klarest derved, at medens Kong Erik havde opfyldt sine Riger med Pommeranere og andre Tydskere, hvem han hævede paa den indfødte Adels Bekostning, hører man under Christopher saagodtsom slet intet om dennes Landsmænds Indflydelse i Norden. Erik havde gjort aarlange Reiser udenfor sine Riger, men Chri-
- ↑ Fra 1425 har man et Vidnesbyrd om en fælles svensk og norsk Opposition mod Erik og hans danske Raad i Anledning af den slesvigske Krig. Den preussiske Høimesters Gesandt skriver fra Kjøbenhavn til sin Herre den 3die August s. A., at han havde fundet alle tre Rigers Raad der samlet, og ytrer: „Sust weren viele und mancherley teydung zwischen den Reichen, die wurden alle hingeleget. Wir vornehmen, dass sie alle die Sweden und die von Norwegen gerne freden hetten und mer teydunge begeren wen krieges, sunder alleine die Denen die welden gerne kriegen.“ (Afskr. i Geh.-Arch. fra Kønigsbergs Archiv). Skulde dette staa i Forbindelse med den bekjendte Sag, at Kong Erik (C. Paludan-Müller, Observationes criticae de foedere &c. Hafn. 1840. P. 53) kort efter (11te Sept. 1425) lod tage et Notarial-Transsumpt af Unionsudkastet fra 1397?
