Kong Christiern og hans Parti havde saaledes handlet med Raskhed og tillige med Held. Derimod var Kong Karl, skjønt nu snart et Aar var forløbet, siden et Parti blandt Nordmændene havde begyndt at indlede Forbindelser med ham, endnu ikke kommen videre end til at skrive Breve og sende dem omkring i Landet.[1] Aarsagen hertil var den, at han strax efter sin Kroning havde anvendt alle de Kræfter, hvorover han raadede, til et Foretagende mod Øen Gotland. Hertil dreves han af en dobbelt Bevæggrund, idet han ikke alene vilde give sin Regjering Glands ved at gjenforene denne længe tabte Besiddelse med Sverige, men tillige tørstede efter at ydmyge sin Uven, den gamle Kong Erik, der i ti Aar havde indehavt Øen, fra Visborg holdt en Kaperflaade i Søen og med denne ikke mindst fortrædiget sine fordums svenske Undersaatter.
Toget mod Gotland havde imidlertid været lidet heldigt. Kong Erik, som hellere undte Danmark end Sverige Øen, havde
- ↑ Hadorph, II, S. 168.
