Danmark, da der nok ikke mere var blivende Sted for ham som en Udlænding i Norge. Hr. Sigurd Jonssøn sagde da, at dette ikke gik an, og tilbød sig at gaa til Erkebispen med et Par andre Rigsraader for at bilægge Sagen. Medens disse Mænd nu henvendte sig til Aslak Bolt, begyndte dennes Mænd at samle sig med Armbrøst og Værge. Ved Synet heraf lod Hartvig tage Tjeldet af sit Skib og vilde lægge bort, som han havde sagt, men Erkebispens Folk spændte nu sine Armbrøster og løbe ud i sin Herres Snekke og Baade. Da lod Hartvig sine Folk besætte Erkebispens Skib, men medens disse vare ombord paa dette, lik dog omsider Hr. Kolbjørn Gerst og Simon Bjørnssøn Erkebispen til at gaa ind paa en Stilstand mellem ham og Hartvig, indtil hver af dem var kommen hjem til sit. Erkebispen seilede sin Vei, rimeligvis lige til Throndhjem.[1] Han og de øvrige tilstedeværende Rigsraader saaes ikke mere i Livet.
- ↑ Sigurd Jonssøns og Sigurd og Simon Bjørnssønners Beretning, dat. Oslo den 6te Sept. s. A. (Dipl. Norv. III, S 585—587).
