søg paa Protester og Modstand, og Hr. Sigurd Jonssøn til Statholdere over Norge i sin Fraværelse.[1]
Paa Rigsraadernes Tilbagereise fra Marstrand indtraf i Korshavn, en liden Havn ved en af Hvaløerne, et Sammenstød mellem den gamle Erkebiskop og Hartvig Krummedike, der har sin Interesse, især formedelst det Lys, som det kaster over den førstnævntes Charakter. Medens Hr. Hartvig havde været nede i Danmark, havde hans Svende, der rimeligvis reiste om i Lenet i sin Herres Ærinder, truffet nogle af Erkebispens Tjenere, hos hvem de fandt Breve, ikke usandsynlig af politisk Indhold og da vel i Karl Knutssøns Interesse, thi det vides ogsaa andensteds fra, at Erkebispen sendte saadanne Skrivelser omkring.[2] Hartvigs Svende havde sat sig i Besiddelse af „noget, som de med havde“. Herover reiste nu Aslak et heftigt Klagemaal, og Hartvig svarede, at han gjerne for Venskabs Skyld vilde erstatte Skaden. Denne vilde imidlertid ikke nøie sig med Erstatning, men vilde have de samme „Stykker“ igjen, som vare blevne tagne fra Tjenerne, og opsatte en Liste over dem. De øvrige tilstedeværende Rigsraader søgte at værdsætte Skaden, og Hartvig var fremdeles villig til at godtgjøre den og sendte Erkebispen Guld som Vederlag. Aslak holdt paa sit første og lod nu sit Raseri fuldt Løb. Han vilde, sagde han, „rette ud“ over Hartvig Krummedike, „saa at man siden skulde kunne sige, hvorledes en Nordmand skal fare med en Holstener og Udlænding“, ja han, den norske Kirkes Primas og det apostoliske Sædes Legat, forglemte i den Grad sin Værdighed, at han svor og blindede med de værste Eder. Da Hr. Hartvig fornam disse Trudsler og Undsigelser, lod han falde nogle Ord, som dog neppe vare saa alvorlig mente, om at han gjorde bedst i at seile sin Vei til Kongen i
