De Rigsraader, som afgave Møde i Marstrand, vare 14 i Tallet, altsaa 4 flere end i Oslo. Hr. Olaf Haakonssøn savnedes, men derimod finde vi nu Hr. Olaf Nilssøns, Erik Bjørnssøns og Hans Krukows Navne (altsaa tre af dem, der havde været med ved Conføderationen paa Baahus den 26de Februar), samt Kantsleren Provst Gunnar (Holk) og Væbneren Engelbrekt Staffenssøn som ny tilkomne. Disse udstedte nu Skrivelser til de forskjellige Landsdele for at melde, hvad der var skeet. I Brevene meddeltes der adskillige genealogiske Oplysninger, som skulde godtgjøre, at Christiern ved Arv stod den norske Throne nærmest efter Kong Erik. De indeholde saa grove Feil, at man har ondt for at værge sig for den Tro, at de ere forsætlige. I ethvert Fald vilde det være paafaldende, om ingen af de ikke faa geistlige Rigsraader skulde kjende bedre det fjortende Aarhundredes Historie.[1] Ikke destomindre blev et af disse Breve efter henved 60 Aars Forløb fremdraget af Christiern II (1508), kort efter at Herluf Høfudfats Opstand var dæmpet, og denne Omstændighed skyldes det, at en Vidisse deraf er bevaret.[2]
Mødet opløstes derefter, og Kong Christiern og de norske Rigsraader skiltes ad, efterat Kongen havde udnævnt Erkebiskop Aslak, der saaledes nu fuldstændig maa have opgivet ethvert For-
- ↑ Ved Forvexling af Kong Albrecht af Meklenburgs Søster Ingeborg med Dronning Margareta Søster af samme Navn faar man nemlig ud, at Dronning Margareta og Christierns Morfader vare Sadskendebørn, og Erik af Pommerns Mormoder og Christierns Morfader ligesaa. Se Chr. Lange i Norsk Tidsskrift for Videnskab og Literatur, I (1847), S. 232—233.
- ↑ Christiern II’s Hensigt har tydelig nok været den at opnaa et nyt Bevis paa, at Norge var Arverige, thi bag paa Brevet er anført: „Successio hereditaria in regno Norwegie“. Han havde kort i Forveien ogsaa tænkt paa at lade sig krone i Throndhjem (Handl. rör. Skandin. Hist. XX, S. 185. L. Daae, Norges Helgener, S. 63).
