Hopp til innhold

Side:Daae - Christiern den Førstes norske Historie.djvu/40

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
34

sat sig i Forbindelse med Kong Christiern, og denne havde i Begyndelsen af 1449 sendt ham Undsætning, hvorved Slottet var kommet i de Danskes Magt og Erik selv var sluppen løs og havde kunnet begive sig til sine Besiddelser i sit Hjemland, Bagpommern.[1] Vel havde de Svenske selve Øen inde, men Fæstningen var dog det, hvorpaa det egentlig kom, an, og Christiern forsømte ikke at sende nye og større Stridskræfter efter for at fuldende Erobringen. Hans Magt var Karls afgjort overlegen, thi hans Morbroder Adolf stod ham bi med Raad og Daad, og Broderen, Gerhard af Oldenburg, samt andre tydske Fyrster ydede ogsaa sin Bistand. Adolf har udentvivl ogsaa som Hansestædernes gamle Ven og Forbundsfælle skaffet sin Søstersøn Fordele fra den Kant[2] og i ethvert Tilfælde afværget, at Stæderne ydede Karl nogen Understøttelse. Dertil kom, hvad der var det værste, at Kong Karl allerede nu begyndte at faa Beviser paa sine fornemste Undersaatters og Tjeneres Utroskab. Da Hr. Olaf Axelssøn, en Broder af den ovenfor omtalte Aage, i Midten af Juli 1449 kom til Øen med den første Afdeling af Christierns store

  1. „Cum Ericus, quondam rex trium regnorum, Gotlandiam, quam ut pirata occupaverat, amisisset, rediit ad Pommeraniam, originale dominium suum, et factus est ibidem dux ignavus cum suo scorto Cecilia dicto.“ Riedel, Codex dipl. Brandeburgensis, IV, 1, p. 222.
  2. Kämmereirechnungen der Stadt Hamburg, hg. v, K. Koppmann, II, Hamburg 1873, S 81: „Sciendum, quod illustris princeps et dominus, dominus Adolphus, dux Sleswicensis, rogavit, amicabiliter dominos nostros de consulatu, quatenus sibi concederent 300 sagittarios, qui suo cum exercitu de oppido Kylonensi versus terram Gottorum in illustrissimi domini Cristierni regis Danorum adjutorium possent navigare, et, licet domini nostri consules ex parte civitatis nostrae propter certa privilegia ad talem et consimiles expediciones minime fuerant et existunt adstricti, nihilominus tamen ob amicabilem peticionem dicti domini ducis Sleswicensis, non ex debito, sed ex amicitia in subsidium reisae suae 800 ℔ erogarunt.“