Drostembedet, ihvorvel han aldrig synes at have grebet synderlig ind i Begivenhederne, Hr. Hartvig Krummedike, Hr. Kolbjørn Gerst, Befalingsmand paa Baahus, Hr. Mathis Jakobssøn (af de „yngre Rømere“) samt Væbneren Simon Bjørnssøn.[1] Det var altsaa intet talrigt Raadsmøde, og naar der i et fire Aar senere udstedt Brev fortælles, at „menige Rigets Prælater, Biskopper, Riddere og Svende, Kjøbstædsmænd og Almue, som burde og da bekvemmelig kunde komme til Oslo“,[2] vare tilstede ved denne Leilighed, er det vistnok en stærk Overdrivelse. Have de uprivilegerede Stænder havt nogen Del i Forhandlingerne, da har det i det høieste været den at vedtage Raadets Beslutning ved et Mode af den Art, som man dengang med et plattydsk Navn pleiede at kalde et Burspraak. At Christiern paa Forhaand har anseet sig fuldkommen sikker paa at blive valgt, fremgaar deraf, at man allerede i Preussen samtidig med dette Valgmøde vidste, at Kongen var rede til at drage til Norge for at lade sig hylde.[3]
Det er senere paastaaet af Christierns Fiender, og det netop i det samme Brev, der udstedtes ved Karl Knutssøns Kroning i Throndhjem, at dette Valg er foregaaet under Indflydelsen af „en stor Hær“, altsaa dansk Vaabenmagt, der da maatte antages at være medbragt af Eggert Frille, Aage Axelssøn, Biskop Jens og Hr. Hartvig. Særlig skulde da Erkebiskop Aslak have været Gjenstand for Pression og „ingenledes have maattet komme af Oslo, hverken tilsøs eller tillands“.[4] Hr. Erik Sæmundssøn fortæller kort efter i et Manifest mod Kong Christiern af 19de Mai, at der
