begav sig da istedenfor at oppebie de Norskes Angreb selv afsted for at opsøge dem i Spidsen for sine Folk, kun trehundrede Mand, men alle udsøgte Hestfolk, medens Nordmændene, der sandsynligvis fordetmeste have været Bønder[1] fra Viken og Nabobygderne, intet Rytteri havde. Af sine Folk skjulte nu Hr. Thord hundrede „Smaasvende“ i en Skov og lod støde i Basuner og angribe med Resten. De Norske reiste en Borg af sine Slæder. Denne Slædeborg kunde Hr. Thord ikke bryde, men greb saa til den List at befale sine Folk at lade, som om de flygtede. Nu opgave Nordmændene sin gode Stilling i den Tanke at kunne forfølge og slaa Svenskerne, men Hr. Thord gjorde strax et kjækt Angreb med sine Ryttere, og de Norske holdt trods deres langt større Antal ikke Stand. Derimod forsøgte de paa atter at komme ind i sin Slædeborg, og da Hr. Thord formente dem dette, opstod en alvorlig Kamp, hvori den svenske Anfører fik to Heste skudte under sig. Han fik imidlertid i rette Tid Undsætning fra det i Skoven lagte Baghold, og skjønt Smaasvendene kun vare væbnede med Stager uden Jern, rømte Nordmændene i vild Flugt. Hr. Kolbjørn selv med endel af sine Mænd toges til Fange paa et Bjerg.[2] Rimkrøniken forsikrer, at Hr. Thord mere end en Gang øvede tapre Bedrifter baade tillands og tilvands i denne Krig. Imidlertid tør man dog umulig fæste fuldkommen Lid til denne Skildring. Navnlig er Nordmændenes Antal udentvivl betydelig overdrevet for at stille Svenskernes Seir i et saa meget mere glimrende Lys, og naar man betænker den overlegenhed, som et veløvet Hestfolk naturlig maatte
- ↑ Rimkrøniken (l. c. S. 4) betegner dem ogsaa som „Almoge“.
- ↑ Rimkrøniken siger, at „Hr. Kolbjørn og alle hans Mænd“ toges til Fange. At hele Bondehæren, der efter samme Krønike skulde udgjøre 3000, fangedes af 300, er dog utroligt. Jeg forstaar derfor ved „alle hans Mænd“ kun alle dem, der vare om ham paa Bjerget.
