Omstændigheder. Hr. Olafs Sørøverier overdreves, og den Omstændighed, at Kongen atter havde forlenet ham med Bergen, blev aldeles fortiet, hvorved Sagen fik det Udseende, at Olaf havde villet ulovlig sætte sig i Besiddelse af Staden med Bistand af Biskoppen, der i det Hele gjordes til hans Medskyldige i alt, hvad han havde foretaget sig mod Kjøbmændene. Det havde, fortaltes der, været Olafs Hensigt, da han kom tilbage til Bergen, at plyndre alle derværende Kjøbmænd og Sømænd, ja vistnok ogsaa at dræbe dem og at brænde deres Huse og Skibe. Det skulde nogle af hans Folk, hvem man havde forhørt, offentlig have tilstaaet. At der var opstaaet Uroligheder, skyldtes kun en af Biskop Thorleifs Tjenere, som paa Thinget voldelig havde overfaldt en tydsk Kjøbmand og villet berøve ham hans Kjole. De tydske Kjøbmænd og Søfolk havde da grebet til Vaaben „i den bedste Hensigt“ (pejora vitare volentes). Derpaa havde da de to Riddere, Olaf og Peder, samt Biskoppen og deres Følge flygtet til St. Birgittas Kloster og fra Taarnet kastet en Regn af Stene ned paa Tydskerne. Disse havde endnu paa dette Punkt af Kampen henstillet til Biskoppen at drage hjem til Sit, men han havde ikke villet. Saa havde da Myrderiet fundet Sted. At denne Fremstilling er stærkt farvet, vil blive klart, naar man sammenligner den ikke alene med de norske Breve, men med de tydske Krøniker, i hvilke man dog har Grund til at antage Begivenheden fremstillet i det ringeste uden Partiskhed imod Chronisternes Landsmænd.
Pave Calixtus III gav, efter at have modtaget en saadan Besked om Sagens Sammenhæng, under 3die Juni 1456 Biskoppen af Lybek, den allerede tidligere nævnte Arnold Westphal, Bemyndigelse til at meddele Vedkommende absolution. Betingelserne derfor bleve følgende. Først skulde der stilles betryggende Sikkerhed for, at Klostret med Kirke og tilhørende Bygninger opførtes,
