og at overhoved enhver geistlig Stiftelse, hvis Ret maatte være krænket, fik tilstrækkelig opreisning. Dernæst skulde de Personer, paa hvem Skylden for Biskoppens og de øvrige dræbte geistlige Mænds Død hvilede, underkaste sig den strengeste Kirkebod. De skulde besøge samtlige Bergens, eller, om dette ikke uden Fare kunde ske, da en Nabostads, Hovedkirker barhovede og barfodede med Ris i Hænderne og en Strikke om Halsen. Foran Kirkernes Døre skulde de lade sig pidske af Præster under Psalmesang paa en Tid, naar Menigheden i talrig Mængde var tilstede, og offentlig bekjende sin Synd. Ifald de besad nogen Raadighed over Præbender eller lignende Rettigheder i disse Kirker, var den for bestandig fortabt, ligesom heller ikke nogen af Mordernes Efterkommere indtil fjerde Led skulde kunne blive Præst, optages i noget Kloster eller opnaa nogetsomhelst geistligt Beneficium uden naadigst Dispensation, „for at Mindet om straffen ikke mindre end om Forbrydelsen skulde bevares for Fremtiden.“ Naar Synderne havde underkastet sig den nysnævnte Bod, skulde Biskoppen af Lybek kunne absolvere dem paa sædvanlig Maade. Han skulde nu paa Pavens Vegne lade dem tage Korset til Kamp mod de hedenske Tyrker, der havde bemægtiget sig Konstantinopel, og Vedkommende havde uvægerlig i egen Person at begive sig i Krigen mod de Vantro. Døde nogen, forinden han kom afsted, skulde der af hans efterladte Gods og Formue udtages Midler til at leie en duelig stedfortræder. De Skyldige skulde desforuden øre tre Valfarter til Rom og en til St. Jakob i Compostella, endvidere i syv Aar hver Uge lade holde en Messe for de myrdede Geistliges sjele, hver Fredag leve paa Vand og Brød, hver Thorsdag afholde sig fra Kjødspiser, undtagen i Sygdomstilfælde og under Krigstjenesten mod Tyrkerne, samt endelig ti Gange om Dagen læse Herrens Bøn. De øvrige Deltagere i Stormen paa Munkelivs Kloster og ødelæggelsen af dette,
