gen, allerhelst nu, da det var ham saa meget om at ere at holde gode Miner med dem for at fremme sine Planer mod Sverige. Norges Rigsraad var ogsaa en altfor svag Institution, til at det paa egen Haand skulde vove nogetsomhelst alvorligt Skridt i Anledning af denne Sag. Hvem skulde desuden her, naar Kongen taug, træde op paa Rigets Vegne? Landet var jo endnu uden Erkebiskop, Raadets djærveste Mand havde jo netop været den myrdede Olaf selv, og dets for Tiden eneste betydeligere Personlighed, Hartvig Krummedike, følte sig neppe engang som Nordmand. Fra den Kant blev der heller ikke nogensinde gjort andet ved den Sag, end at man i sin Tid anbragte den i et Besværingsskrift over Kong Christiern efter hans Død. Derimod havde dog den romerske Kirke, hvor dybt den var sunken, og hvor meget end Agtelsen for den var taget af, endnu en Rest tilbage af Magt over Menneskenes Sind. Banstraalen maatte true deres Hoveder, som havde dræbt en Biskop og flere andre geistlige Mænd. Og endelig, hvad der især for Kjøbmænd altid var af Betydning, Ugjerningen vilde svide i deres Punge, thi Munkelivs Kloster maatte gjenopbygges, og for at udrede Bekostningerne hertil kunde man ikke vente at slippe fri. De myrdedes Frænder stode der ogsaa med sine Krav paa materiel opreisning og Bod i Penge for Ugjerningen, og Fru Elitsa havde allerede inden Maanedens Udgang meldt sig med sine Krav.[1]
Kjøbmændene lode sin „Klerk og Sekretær“ Christian v. Gheren, den samme Mand, hvis annalistiske Optegnelser fra det femtende Aarhundrede her oftere ere benyttede, drage til Rom.[2] Her blev naturligvis Sagen fremstillet paa den for Tydskerne gunstigst mulige Maade og med en Mængde uden al Tvivl opdigtede
