skulle nogle Tydskere, medens Forsamlingen paa Jonsvolden fandt Sted, have været nede ved Vaagen, borttaget alle Vaaben fra Olafs Skibe og udplyndret disse fuldstændigt.[1]
Mellem de ophidsede Tydskere løb den Tale fra Mund til Mund, at nu maatte hver den, som havde Liv og Gods kjært, gaa løs paa Olaf i Klostret, thi slap han levende derfra, vilde det sidste blive værre end det første. Det var omtrent to tusinde Tydskere, som efterhaanden samlede sig ved Klostret, og dersom de Ulykkelige, der befandt sig indenfor dets Mure, havde haabet paa, at Stedets Hellighed skulde blive agtet, bleve de skuffede. Væbnede dels med Bøsser, dels med Buer løbe Tydskerne Storm og trængte omsider ind gjennem de stærke Porte. Nu fulgte et af de skrækkeligste optrin, som Norges Historie kjender. I Kirken, hvor de fleste af Nordmændene havde samlet sig, og hvorhen ogsaa Biskop Thorleif, Hr. Peder og Hr. Olafs lille Søn havde begivet sig ned fra Taarnet, myrdedes for Fode. Mellem de dræbte vare Kannikerne, en Kapellan, Ridder Peder, Hr. Olafs Søn Nils, ja endog Bispen, om hvis Hals Drengen havde slaaet sine Arme. Biskoppen, der skal have staaet med Hostien i Haanden og især bestræbte sig for at redde Barnet, afhuggede man begge Armene, inden han fik det dræbende Saar. Dette skede altsaa St. Ægidii Dag, Mandagen den 1ste September.
Hr. Olaf selv befandt sig endnu i Taarnet, og rimeligvis nogle med ham. Adgangen til dette maa have været godt spærret, thi det lykkedes ikke at faa ham fat, førend man greb til at optænde Ild i Kirken. Da blev det ikke til at holde ud deroppe, og Olaf maatte, efter at have tilbragt en skrækkelig Nat, om Morgenen den følgende Dag, den 2den September, raabe til sine Fiender om Naade. Han tilbød sig at staa til Rette for Hanse-
- ↑ Dipl. Norv. VII, S. 484.
