om alt godt. Men nu skal Rygtet om de Sørøverier, der paastaaes at være udførte efter hans Foranstaltning efter hans sidste Samvær med Kongen, have udbredt sig i Bergen og vakt den høieste Vrede. Hr. Olafs Fiender besluttede at tage Hevn ved at dræbe ham, og de vidste, at de kunde regne paa Bistand af hele den for størstedelen yderlig raa og brutale samt dertil meget talrige tydske Handels- og Haandverker-Coloni i Byen, saavelsom af de mange Søfolk i Hevnen. Der aftaltes, at overfaldet skulde finde Sted under Thinget paa Jonsvolden. Til at give Tydskerne Mod til en saa dristig Beslutning har det udentvivl ogsaa i høi Grad bidraget, at man, troede at vide, at Kongen ikke var Olaf god, ja, at der i Christierns sidste Breve endog forekom en ytring, der kunde betragtes som en Opfordring til Selvtægt.[1]. Thingdagen kom, den 1ste September, men Hr. Olaf blev paa Jonsvolden advaret om Faren. Da flygtede han til det i Nærheden liggende store og faste Kloster Munkeliv, som tilhørte Birgittinernes Orden, ledsaget af sin lille Søn og Broderen Hr. Peder. Biskop Thorleif og to Kanniker, nogle Tjenere og flere Norske vilde ikke skille sig fra Olaf og fulgte med, skjønt Tydskerne skulle have bedet navnlig Biskoppen om hellere at gaa hjem til Sit i Fred. Disse Herrer og deres Ledsagere, tilsammen en ikke saa liden Hob, slap ogsaa ind i Klostret og søgte i dettes Taarn et Tilflugtssted for sine Forfølgere. I et senere Brev heder det derhos, at Tydskerne havde lovet selv at komme ubevæbnede paa Thinget og derved bevæget Olaf til at gjøre det samme, men at de ikke holdt Ord og tvertimod mødte frem i Harnisk. Derhos
- ↑ Dipl. Norv. VII, S. 448. Allerede Crantz (Norvegia, lib. VI, cap. 12) har, som Paludan-Müller (De første Konger af den Oldenb. Slægt, S. 30) gjør opmærksom paa, opfattet dette som en Hovedaarsag til den følgende Katastrophe.
