nu intet andet Valg end at føie sig efter stædernes Ønsker, forudsat at han ikke vilde se disse i Forbund med Karl Knutssøn. Under Hertug Adolfs og Biskoppen af Lybeks, Arnold Westphals, Mægling udstedtes i Dagene fra fjortende til syttende Mai en Række af Breve, alle indeholdende Indrømmelser til Stæderne samtlige Lybeks, Rostoks, Wismars og Stralsunds ældre Privilegier i Danmark fornyedes, saa at ældre derimod stridende Breve skulde være magtesløse. Da Norges Raad ikke var tilstede, forpligtede Kongen sig til strax efter Pintsen (i 1455 25de Mai) at seile til Marstrand for der med Raadet at forsegle og bekræfte Stædernes Privilegier ogsaa for dette Riges Vedkommende. Allerede paa Forhaand gav han (nu for tredie Gang) Rostokkerne en særlig Bekræftelse paa deres Rettigheder i Oslo og Tønsberg og gjentog, hvad han i 1453 ved Hr. Olaf Nilssøns Afsættelse havde indrømmet Kjøbmændene i Bergen.[1] Til Gjengjeld lovede imidlertid Stæderne ikke alene at afholde sig fra ethvert Forbund med Karl Knutssøn, men tillige at unddrage Sverige al Tilførsel. Om dette sidste Løfte er overholdt, tør være tvivlsomt, thi Christiern selv har kort efter beklaget sig over Brud derpaa.[2]
Fra Flensborg begav Christiern sig nu afsted for at opfylde sin Overenskomst i Henseende til Norge. Den 2den Juni finde vi ham i Roskilde, hvor han skaffede sig Penge ved at udtage af Domkirkens Sakristi de fromme Gaver, der vare samlede til „Kamp med Tyrkerne og til Hjelp for den betrængte Konge af Cypern“.[3] Derfra drog han nordover, dog ikke til Marstrand, men til Mundingen af Gøtaelven.
