Her havde nemlig en Begivenhed fundet Sted, som for det første gjorde Krav paa Kongens udelte Opmærksomhed og Anstrengelser. Hr. Olaf Nilssøn havde efter at være fjernet fra sin Stilling i Bergen fundet for godt at føre et uroligt og eventyrligt Liv. Han hørte, som vi vide, til den Skole af Krigere, der var uddannet under Kong Eriks lange Kampe med Hanseaterne og egentlig ikke var meget forskjellig fra de fornemme Sørøvere, som i Dronning Margaretas første Tid hjemsøgte Østersøen, og blandt hvilke dengang Danmarks aristokrati havde været stærkt repræsenteret.[1] Hr. Olaf var en gammel Vaabenbroder af de samme Pirater, der vare blevne Erik af Pommern tro og fra Visborg af havde gjort Havet usikkert, Mænd som Dinnies v. d. Osten, Claus Schinkel, Engelke v. Botne, Heinrich Schorsow, Magnus Niste o. s. v.[2] Man kaldte dengang saadanne Personer „Fitalger“ efter de forlængst forsvundne Vitaliebrødre, hvis Bedrifter fremdeles levede i Erindringen.[3] Altsaa greb Olaf Nilssøn til Kaperlivet, og, som man kan vide, var det Hanseaterne, som det især gik ud over. Hans Hustru Elitsa, en meget djærv Kvinde, stod ham bi, og rimeligvis var det ved denne Tid, at hun skal have seilet om „med et Purpurseil, hvori Norges Vaaben var anbragt“,[4] en Fortælling, hvoraf man uden Føie har villet udlede Tilværelsen af et norsk Flag paa den Tid.[5]
Men Hr. Olaf indskrænkede sig ikke til Sørøveri. Han vidste endog at sætte sig i Besiddelse af en af Nordens vigtigste
- ↑ Otto Fock, Rügensch-Pommersche Geschichten, IV, S. 49 fgg.
- ↑ Kanzows Pomerania, hg. v. Kosegarten, II, S. 56. H. Riemann, Geschichte der Stadt Colberg, Colberg 1873, S. 234.
- ↑ Saaledes kaldes endnu 1459 en dansk Sørøver en „Fittalge“, Hübertz, Aktstykker vedkommende Staden og Stiftet Aarhuus, I, S. 20.
- ↑ Crantz, Norvegia, lib. VI, cap. 12.
- ↑ R. Keyser, Samlede Afhandlinger, S. 473.
