Grad, at det herefter næsten var ganske afmægtigt til al Concurrence med de fremmede, hvorfor ogsaa disse efter sin Tilbagekomst opførte sig endnu mere hensynsløst og overmodigt end tilforn. I Olaf Nilssøn fandt Hanseaterne imidlertid ikke alene en Modstander, men en Mand, der ligefrem hadede dem og udentvivl har indsuget sit bitre Fiendskab imod dem allerede i de Aar, han i Kong Eriks Tjeneste kjæmpede mod dem i Østersøen. Om Olaf har næret det Ønske at fremkalde eller fornye en selvstændig norsk Handelsrørelse, er uvist, ja endog lidet sandsynligt, da neppe nogen ved den Tid har tænkt saa langt eller dristigt, men Hanseaterne søgte han i ethvert Tilfælde paa alle Maader at fortrædige, og disse sparede heller ikke ham, hvorfor det allerede i 1446 var kommet saavidt, at han ikke ansaa sig sikker for sit Liv.[1] I det følgende Aar havde Tydskerne ogsaa virkelig med væbnet Haand brudt ind i Munkelivs Klosterkirke, udtaget to af Olafs Mænd og dræbt den ene,[2] medens heller ikke Olaf paa sin Side blev Svar skyldig. Tilstandene i Bergen bleve saaledes omsider uudholdelige, og klagerne herover have været en væsentlig Foranledning til Christierns ovennævnte Norgesreise. I hvilket Forhold Olaf har staaet til den indfødte Befolkning i sine Len, vide vi ikke. Fra tydsk Side heder det, at han har været hensynsløs ogsaa mod Nordmændene og tilladt sig store Udpresninger i Landet.
En tydsk Krønike fortæller, at Hr. Olaf ved Christierns Ankomst til Norge havde begivet sig bort fra Bergen til et fjerntliggende Munkekloster, der laa paa en Ø, og hvorhen „Kongen ikke kunde følge ham“, og at han først forlod dette Tilflugtssted,
