sin far, presten Johan Ernst Welhaven, en usedvanlig livlig og varmhjertet mand, de spedalskes faderlige ven og de dødsdømtes trøster. Nordahl Rolfsen har i fjerde del af læsebogen reist fru Sars’s far et skjønt lidet mindesmærke, og dr. Arne Løchen har i sin fortrinlige bog om Welhaven samlet interessante oplysninger om den hjertensgode og sydlandsk livlige mand.
Familjen Welhaven er en indvandret æt, som antages at stamme fra Pommern. Ogsaa Sarsernes slægt er indvandret, uvist fra hvilket land. De nulevende professorer Sars’s bedstefar kom som skibsgut til Bergen, som en ukjendt til ukjendte. Begge slægters stamfædre synes at være kastet paa land i Bergen, som to af havets mange gaver til Norges land.
Var den første nordmand af slægten Sars en havets søn, saa har ætten heller ikke senere skammet sig ved sine medskabninger fra havet. Baade hans søn Michael og dennes søn Georg Ossian Sars, de to store zoologer, har som bekjendt vist en merkelig interesse selv for de ringeste af de væsener, som lever i havet. Det har lykkedes disse to, far og søn, at gjøre ikke blot mangfoldige af havets dyr bekjendt, men derved af vanvare ogsaa sig selv, — og det langt ud over Norges grænser.
Det var paa grund af Sarsernes hjemvé til havet, at Maren Welhaven maatte flytte fra Bergen, hvor hun var opdraget, endnu længere tilhavs. Tyve aar gammel blev hun nemlig gift med sit bysbarn og sin brors ven, Michael Sars, som havde søgt et prestekald saa langt ude i havskjærene som muligt for af al kraft at studere havets dyr. De hørte med til hans sognebørn.
