Hvor aartusen sanden sanked
hvor den mindste livspuls banked,
der han gav sig ro,
stille, klog og tro.
I en draabe vand
speided, fulgte han
verdenshavets liv: han sænkte
tanken, hvor den før ei tænkte;
dybets gaade laa,
hvor han banked paa.
Saa sang Bjørnstjerne Bjørnson ved hans bortgang.
I 9 aar bodde fru Sars som prestekone paa Florøen, derefter i 15 aar paa Manger, i Nordhordland. Der paa Strilelandet voksede hendes barneflok op. Hendes mand forpagtede bort prestegaardens jord, da han havde saa store vidder af blaamyren at høste. Men fru Sars havde sin «urtehave» og frugthave og reden fuld af barn og ikke sjelden besøg. Vel de mest begivenhedsrige aar i fru Sars’s liv, trods det afsidesliggende sted. Moderglæde og modersorg, fødsel og død, sygdom og helbredelse, i hjemmet og i den sognekreds, hvor hun var godhedens prestinde. En mors liv, selv om det ikke strækker sig stort længere udenfor huset end børnenes fodspor rækker, er jo ofte mere dramatisk bevæget end mangen en mands. En mor kommer mere i direkte berøring med menneskelivets enkle og store grundfakta, fra fødselens krise til den næsten umerkelig gradvise vekst og udfoldelse af barnlige evner, fra legestuens idyl til sygestuens kamp mellem liv og død.
Det maa ha været i disse aar, at hendes kunstneriske anlæg kom til udfoldelse: ikke blot hendes
