Hun vil høre med til den «mindernes skat», hvorom hendes bror Welhaven har sunget. Som et billede af moderlighedens magt, og af dens rigdom og lykke vil hun leve med i vor historie og delta i vort lands skjæbne fremigjennem tiderne. Saalænge Norge er Norge, vil det ikke ha raad til at glemme Sars’ernes mor.
Fru Maren Sars, født Welhaven, fyldte i sommer (1898), den 17de august, sit 87de aar. Da hun blev født, fire uger for tidlig, og da hun — som hun selv smilende fortalte — fik sin første næring gjennem en pennepose, var der ingen, som forudsaa, at hun skulde bli mor til fjorten børn, syv sønner og syv døtre, og at hun endnu i sit 88de aar udover høsten 98 skulde være Sarsekredsens altid unge, uundværlige midtpunkt.
Hun blev født i Bergen 1811, samme aar, som Norge fik sit eget universitet. Det universitet, hvor hendes ældste bror, hendes mand, to af hendes sønner og hendes yngste svigersøn blev professorer! Det var dog ikke som universitetslærer, men som digter, at hendes ældste bror, som var fire aar ældre end hende selv, gav det fremmede navn Welhaven en eiendommelig hjemlig og melodisk klang. Digterens og fru Sars’s mor var datter af en dansk prest Cammermeyer og af Maren Heiberg, en kusine af Peter Andreas Heiberg. Og digteren Welhaven antages at ha arvet noget af det skarpe og klare Heibergske præg gjennem sin mor, medens fru Sars synes at ha arvet endnu mere efter
