fra hendes person, naar hun tog imod os, som om vi kom til Florøen eller Manger, — naar hun kjærtegnede og klappede os paa kindet, som om vi havde reist milevidt med baad og med nød og neppe sluppet fra stormen, — endda vi bare kom med elektrisk sporvogn fra byen til Frognergaden. Hun havde flyttet med sig havfuglens varme rede til denne by, hvor der ofte staar kulde af menneskene.
Hendes hjem var en liden ø, som var flyttet fra Strilelandet ind i hovedstadens liv. Man hørte noget af Vesterhavets sang og bølgegang i de klangskjønne stemmer. Hele hjemmets grundtone slog en imøde i dette fint afslebne tonefald fra Bergenskysten, som er eget for alle Sarsernes røst. Med et morsmaal saa varmt og mygt og muntert er det altsaa, at mødre skaber en menneskevarm luftkreds i hjemmene ude ved havkanten.
Budskabet om, at Sarsernes mor er gaaet bort, vil vække vemod rundtom i landet og sorg over, at det skjønneste menneskelige er delvis forgjængeligt; men det vil ogsaa vække hendes lyse billede til sterkere liv i erindringen. Det vil glæde mange at mindes, at hendes livsglæde og aandskraft fulgte hende lige til det sidste sygeleie. Det forekom os, som om hun voksede i livsmod og deltagende sympati lige til slut. Hendes alderdom stod for mange som en lovsang til livet. Det var, som om hendes lange og lyse alderdom forlængede ungdomstiden for os alle. Hendes livs aften var en høinordisk sommerkveld. Det skjæreste og fagreste i norsk natur skal danne rammen om hendes billede i vor erindring.
