dette, hvorved jeg dog idelig maatte anstille Sammenligning med det Liv, jeg for et Aar siden havde ført i Kjøbenhavn, og de Venner, jeg der havde efterladt. Det meest interessante, jeg kunde skrive om, var mine Venners Breve og de Bøger, de sendte mig, men begge Dele beholdt jeg, og behøvede altsaa ikke at fortælle om dem i min Dagbog. Ogsaa det var mig saare tungt, at der i hele Norges Land ikke var et Menneske, hvem jeg kunde vise min Dagbog eller forelæse enkelte Stykker deraf. Siden den Tid har jeg ikke ført Dagbog.
Naar jeg nu har besluttet at udarbeide min Biographie indtil jeg blev Slotspræst i Christiania, (videre kan jeg for det første ikke gaae, da næsten alt hvad der er mødt mig her, det Forbigangne og Nærværende smelter sammen, og meget af hvad dog allerede er skeet, kan endnu ikke fuldstændigen fortælles eller rigtigen bedømmes), skeer det ikke fordi jeg har store og forunderlige Begivenheder at meddele. Jeg har ikke gjennemreist fremmede Lande, jeg har ikke havt romantiske Eventyr; mit Liv har efter den almindelige Maalestok været et ganske almindeligt Hverdagsliv. Men jeg har nøie givet Agt paa mig selv, og paa Menneskene og Tingene omkring mig; jeg har søgt at pleie og nære Følelser, Andre omhyggeligen bestræbe sig for at qvæle; jeg har gjort mig Umage for intet at glemme, hvad der for mig selv i Fremtiden kunde have ringeste Interesse. Og saaledes kunde vel enhver dannet Mand skrive sin Biographie, saa at den – om den just ikke var skikket til at forelægges Publikum – dog kunde være høiligen interessant for ham selv, i nogen Grad ogsaa for hans fortroligste Venner.
