De svundne Dages Minde har skjænket mig nogle af mit Livs behageligste Nydelser. Af Naturen begavet med en god Hukommelse, søgte jeg allerede fra min Barndom omhyggeligen at bevare i Erindringen enhver Begivenhed i mit Liv, som havde mere end Øieblikkets Interesse for mig, og det lykkedes mig, uden skriftlige Optegnelser, at bevare adskillige af dem i en Orden og Detail, som om Historien kun var et Par Dage gammel.
I August 1791 begyndte jeg at føre en Dagbog, der uafbrudt fortsattes til April 1793, da min Befordring til Præstekald og Reise fra Kjøbenhavn for det første gjorde en Standsning i Arbeidet. Disse Dagbøger, elleve i Tallet, gjemte jeg til Efteraaret 1805, da jeg skulde forlade Kjøbenhavn og tiltræde mit nærværende Embede. Da tilintetgjorde jeg dem – jeg veed ikke selv af hvad Aarsag. Kun eet Bind, det niende, reddedes tilfældigviis fra Ødelæggelsen. Efterat jeg var kommen i Rolighed i Brevig, begyndte jeg igjen det afbrudte Arbeide; og vedblev et Par Maaneder, men da kunde jeg ikke mere. Alt havde forandret sig omkring mig. Alle Opmuntringer inden- og udenfra manglede jeg. Hvad havde jeg at optegne? Det tomme, frydløse Liv jeg førte blandt denne ucultiverede Slægt; hvilke flaue Hverdagsmennesker jeg hver Dag havde talt med eller spiist hos o. dsl., det var mig en Aandsfortærelse at optegne alt
