Side:Claus Pavels - Autobiographi.djvu/7

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
Indledning.


De ſvundne Dages Minde har ſkjænket mig nogle af mit Livs behageligſte Nydelſer. Af Naturen begavet med en god Hukommelſe, ſøgte jeg allerede fra min Barndom omhyggeligen at bevare i Erindringen enhver Begivenhed i mit Liv, ſom havde mere end Øieblikkets Interesſe for mig, og det lykkedes mig, uden ſkriftlige Optegnelſer, at bevare adſkillige af dem i en Orden og Detail, ſom om Hiſtorien kun var et Par Dage gammel.

I Auguſt 1791 begyndte jeg at føre en Dagbog, der uafbrudt fortſattes til April 1793, da min Befordring til Præſtekald og Reiſe fra Kjøbenhavn for det førſte gjorde en Standsning i Arbeidet. Disſe Dagbøger, elleve i Tallet, gjemte jeg til Efteraaret 1805, da jeg ſkulde forlade Kjøbenhavn og tiltræde mit nærværende Embede. Da tilintetgjorde jeg dem — jeg veed ikke ſelv af hvad Aarſag. Kun eet Bind, det niende, reddedes tilfældigviis fra Ødelæggelſen. Efterat jeg var kommen i Rolighed i Brevig, begyndte jeg igjen det afbrudte Arbeide; og vedblev et Par Maaneder, men da kunde jeg ikke mere. Alt havde forandret ſig omkring mig. Alle Opmuntringer inden- og udenfra manglede jeg. Hvad havde jeg at optegne? Det tomme, frydløſe Liv jeg førte blandt denne ucultiverede Slægt; hvilke flaue Hverdagsmenneſker jeg hver Dag havde talt med eller ſpiiſt hos o. dsl., det var mig en Aandsfortærelſe at optegne alt