Side:Claus Pavels - Autobiographi.djvu/7

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
Indledning.


De svundne Dages Minde har skjænket mig nogle af mit Livs behageligste Nydelser. Af Naturen begavet med en god Hukommelse, søgte jeg allerede fra min Barndom omhyggeligen at bevare i Erindringen enhver Begivenhed i mit Liv, som havde mere end Øieblikkets Interesse for mig, og det lykkedes mig, uden skriftlige Optegnelser, at bevare adskillige af dem i en Orden og Detail, som om Historien kun var et Par Dage gammel.

I August 1791 begyndte jeg at føre en Dagbog, der uafbrudt fortsattes til April 1793, da min Befordring til Præstekald og Reise fra Kjøbenhavn for det første gjorde en Standsning i Arbeidet. Disse Dagbøger, elleve i Tallet, gjemte jeg til Efteraaret 1805, da jeg skulde forlade Kjøbenhavn og tiltræde mit nærværende Embede. Da tilintetgjorde jeg dem – jeg veed ikke selv af hvad Aarsag. Kun eet Bind, det niende, reddedes tilfældigviis fra Ødelæggelsen. Efterat jeg var kommen i Rolighed i Brevig, begyndte jeg igjen det afbrudte Arbeide; og vedblev et Par Maaneder, men da kunde jeg ikke mere. Alt havde forandret sig omkring mig. Alle Opmuntringer inden- og udenfra manglede jeg. Hvad havde jeg at optegne? Det tomme, frydløse Liv jeg førte blandt denne ucultiverede Slægt; hvilke flaue Hverdagsmennesker jeg hver Dag havde talt med eller spiist hos o. dsl., det var mig en Aandsfortærelse at optegne alt