Side:Claus Pavels - Autobiographi.djvu/18

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
14


Skoleværelſet, til hvilket han undertiden førte mig hen, og hvor jeg virkelig

„ydermere for mit Øre
fik ſom en Lyd af Fluer høre.“

Men denne Barnagtighed ophørte ſnart.

Skjøndt Heidrichs Lærerværd ikke var meget ſtort, var det dog nok ſtørre end hans Menneſkeværd. Viſtnok havde han ikke mange Kundſkaber, hvad Latinen angik, ſom den Tid var Hovedſagen, pløjede han ſaavidt muligt med ſin Rektors Kalv. De Stile, jeg fik, vare tagne af hans egen Stilebog, og Rektor Femmers Rettelſer anbragtes bogſtaveligen, endog hvor jeg ikke havde begaaet nogen egentlig Feil, men i hvordan han end bar ſig ad: noget lærte jeg dog. Jeg „tyede“, ſom det da kaldtes, mine latinſke Autores ret taaleligt, gjorde pasſabel Stiil, havde gjennemgaaet Golii græſke Grammatik og en ſtor Deel af det græſke Teſtamente, havde ligeledes faaet Danzii hebraiſke Regler og Conjugationer til Livs, og havde nok, da Heidrich forlod mig, alt begyndt paa bereschith barah. Spildte vare altſaa ingenlunde de Aar, jeg havde Heidrich til Lærer; en doven vilde han nok ladet blive i ſin Dovenſkab, hvorpaa jeg tildeels ſiden ſaae Exempel, men hvor han fandt Flid og Lærelyſt, underſtøttede han den troligen efter Evne. Endog det, at jeg ſtedſe beholdt een Informator, var umiskjendelig Fordeel. Om jeg imidlertid ikke ſom Søn og Menneſke vilde tabt, hvad jeg vandt ſom Lærling, derſom ei Forſynet havde ſendt mig en Skytsengel, det er et andet Spørgsmaal.

Denne Skytsengel var, hvad der for mangt et andet Barn er en Busſemand, en Stivfader. Kapitaine Jakob Ulrik Hoelfeldt4, nu Generalmajor og Chef for det Bergenhuſiſke Regiment, en 42 Aars gammel Ungkarl, friede til min Moder og fik Ja. Der dømtes heel ublidelig om dette Skridt i