Side:Claus Pavels - Autobiographi.djvu/16

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
12


hvad ſaadant et Menneſke med akademiſke Stipendier og Timeinformationer kunde fortjene i Kjøbenhavn. Min Moder fandt, viſtnok efter den oekonomiſke og uvidenſkabelige Farbroder Jørgens Indſkydelſe, Fordringen høiſt overdreven, og Underhandlingen blev afbrudt. Jeg kjender ikke min Moders daværende Formuesomſtændigheder. Saa, meget veed jeg, at ſkjøndt hun ikke var riig, var hun heller ikke fattig, og ſyntes ſelv i de Dage 60 Rd. ikke at være en ſaa uhyre Sum, at den jo uden Betænkning kunde opføres aarligen til hendes eneſte Barns intellektuelle Dannelſe. Hun ſkrev nu til Chriſtianſand til en af min Faders Couſiner, og ved hende fik jeg da en anden Lærer for 30 Rd. aarlig og 5 Dukater til Nytaar. Det var en Bundtmagerſøn ved Navn Heidrich, ſom nok ikke havde og aldrig fik mere end Examen Artium, og han tiltraadte da Conditionen i Begyndelſen af 1778, hvormed en virkſommere Periode i mit Liv begyndte.

At intet uheldigere Valg end dette kunde været gjort, være det langt fra mig at paaſtaae. Med Henſyn paa mig og min Underviisning havde han ſine meget gode Sider, og dette gjør det begribeligt, at han, uagtet de meget grove Feil, der vanſkeligen lod ſig tildække med Kjærlighedens Kaabe, blev hos mig i halvfemte Aar, indtil jeg blev confirmeret og kom ind i Chriſtianſands Skoles øverſte Clasſe, men med alt dette kan jeg ikke undlade at holde ham for et af de ſletteſte og foragteligſte Menneſker, jeg har kjendt. En vis ſtille, alvorlig Beſkedenhed indtog de Gamle for ham i Begyndelſen, men ſnart keeg frem bag den en tærgende Lumſkhed, ſom ikke lod ſig dølge. Jeg begriber endnu ikke, hvorledes det gik til, at han kaſtede et ſaadant uforſonligt Had paa min Moder, thi denne fromme, ſagtmodige Kone har viſt aldrig i ſit Liv vitterligen fornærmet noget Menneſke. Det yttrede ſig undertiden paa en høiſt pøbelagtig Maade, f. Ex. da han i ſtort Selſkab hos os, hvor man drak min Moders Skaal, udbrød