stod, men jeg følte det, og for det første var det vel nok. Jeg opdroges til stræng Orthodoxie (Oplysningsperioden var jo og neppe begyndt i Tydskland), men sandelig, det var ikke den stygge intolerante Forfølgelsesaand, eller det krybende, vanærende Slavesind, som Horrebow vilde indbilde os, nødvendig at være forenet med Troen paa Aabenbaringen. Det var ægte Christendomsaand, min Barndoms Ledere besjeledes af; den lød fra deres Læber og fremlyste af deres Daad; de vare sande Christne, der viste sig at være Jesu virkelige Disciple derved, at de vare saare flittige til gode Gjerninger. Og disse Grundsætninger, der vare dem selv saa hellige, søgte de ideligen i Ord og Daad at indprænte mig.
{{linje|10%}
I April 1776 døde min Morfader i Lyngdal, 3 Mile fra mit Hjem, hvor han nogle Dage i Forveien var reist i Vennebesøg. Efterretningen om hans Død, skjøndt med Forsigtighed meddeelt min Moder, gjorde et saa voldsomt Indtryk paa hende, at hun faldt i en hæftig Sygdom, hvis Udfald i nogen Tid var tvivlsomt. Min Morfaders Død var vistnok paa den Tid et ei ubetydeligt Tab for mig, men det Tab, jeg vilde lidt, om ogsaa min Moder havde forladt mig, vilde været uopretteligt. Min eneste mandlige Paarørende der i Egnen, ja det eneste Menneske paa Jorden, der kunde ventes at ville tage sig af mig, var omtalte Farbroder Jørgen, og hvad vilde han gjort for mig? Det var min Moders og Morfaders Ønske og Forsæt, at jeg skulde studere, men denne Plan vilde nok Farbroder Jørgen fundet altfor vidtudseende. Langt nærmere for ham laae en mageligere Vei, og den havde han sikkerligen valgt. Den Odelsgaard, Moder, Morfader, Oldefader og Oldesaders Fader havde beboet før mig, hvilken skjønnere Udsigt for mig, end ogsaa at blive dens Beboer? Leve af Gaarden kunde jeg nu vel sagtens ikke, men noget arvede jeg efter Moder og Bedstefader, saa kunde jeg jo drive
