Side:Claus Pavels - Autobiographi.djvu/13

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
9


ſtod, men jeg følte det, og for det førſte var det vel nok. Jeg opdroges til ſtræng Orthodoxie (Oplysningsperioden var jo og neppe begyndt i Tydſkland), men ſandelig, det var ikke den ſtygge intolerante Forfølgelſesaand, eller det krybende, vanærende Slaveſind, ſom Horrebow vilde indbilde os, nødvendig at være forenet med Troen paa Aabenbaringen. Det var ægte Chriſtendomsaand, min Barndoms Ledere beſjeledes af; den lød fra deres Læber og fremlyſte af deres Daad; de vare ſande Chriſtne, der viſte ſig at være Jeſu virkelige Diſciple derved, at de vare ſaare flittige til gode Gjerninger. Og disſe Grundſætninger, der vare dem ſelv ſaa hellige, ſøgte de ideligen i Ord og Daad at indprænte mig.

{{linje|10%}


I April 1776 døde min Morfader i Lyngdal, 3 Mile fra mit Hjem, hvor han nogle Dage i Forveien var reiſt i Vennebeſøg. Efterretningen om hans Død, ſkjøndt med Forſigtighed meddeelt min Moder, gjorde et ſaa voldſomt Indtryk paa hende, at hun faldt i en hæftig Sygdom, hvis Udfald i nogen Tid var tvivlſomt. Min Morfaders Død var viſtnok paa den Tid et ei ubetydeligt Tab for mig, men det Tab, jeg vilde lidt, om ogſaa min Moder havde forladt mig, vilde været uopretteligt. Min eneſte mandlige Paarørende der i Egnen, ja det eneſte Menneſke paa Jorden, der kunde ventes at ville tage ſig af mig, var omtalte Farbroder Jørgen, og hvad vilde han gjort for mig? Det var min Moders og Morfaders Ønſke og Forſæt, at jeg ſkulde ſtudere, men denne Plan vilde nok Farbroder Jørgen fundet altfor vidtudſeende. Langt nærmere for ham laae en mageligere Vei, og den havde han ſikkerligen valgt. Den Odelsgaard, Moder, Morfader, Oldefader og Oldeſaders Fader havde beboet før mig, hvilken ſkjønnere Udſigt for mig, end ogſaa at blive dens Beboer? Leve af Gaarden kunde jeg nu vel ſagtens ikke, men noget arvede jeg efter Moder og Bedſtefader, ſaa kunde jeg jo drive