Side:Claus Pavels - Autobiographi.djvu/12

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
8


eens med mine Opdrageres Ønſke. Det koſtede mig intet at opfylde en Befaling, ſom jeg aldrig havde følt mig friſtet til at overtræde. Med den fuldkomneſte Ligegyldighed betragtede jeg de legende Drenge rundt om mig ſom Væſener af en anden Art end jeg, og ſad fornøiet ved mine Bøger, Billeder og hvad andet jeg eller de Ældre fandt paa at more mig med. At jeg nu ſelv ſkal ſige mine Tanker om dette Forbud, da giver jeg mine Opdragere Ret i, at naar Valg kan gjøres, bør Legebrødre vælges af Barnets egen Stand, men naar intet Valg kan gjøres, troer jeg maadeligt Selſkab er bedre end aldeles intet, og naar man ſom jeg er lige under ſine Opdrageres Øine, er Faren baade for Sjel og Legeme overmaade liden. Helbreden vil jeg nu ikke tale om — det røbede nu et totalt Ubekjendtſkab med det menneſkelige Legems Tarv, at de troede at betrygge den ved at afholde mig fra Strabads i Barndommen. Men heller ikke for mine Sæder var der ſtort at befrygte. Det var ogſaa fra de moralſke Betænkeligheders Side et Beviis paa mine Opdrageres Mangel paa Verdens- og Menneſkekundſkab, da de dog ſom gamle Folk burde vidſt, at juſt ſaadanne uerfarne Stakler, der ere opvoxne i Kloſterliv, naar de komme ud i Verden (og det ſkulde jeg dog engang) ere den letteſte og ſikreſte Fangſt for Bedragere og Forførere. Men de følte dem lykkelige i deres ſtille Eenſomhed, uafhængige af den øvrige Verden. De glemte, at den fremvoxende Ynglings Bane er en ganſke anden end Oldingens næſten fuldendte; hvad der var undværligt for dem, ſyntes dem og at være det for mig.

I øvrigt var min Opdragelſe, naar jeg undtager den phyſiſke Deel deraf, overmaade god. Forſtandskultur ſtræbte mine Opdragere ſaavidt det ſtod til dem, at bibringe mig fra den tidlige Alder, men hvad der iſær var dem vigtigt var at danne mit Hjerte, at indgyde det varm Følelſe for Religion og Dyd. Viſtnok lærte jeg adſkilligt udenad, ſom jeg ikke for -