boerne om Vinteraftenerne samledes i vor Drengestue (Borgestue kaldte man den) for at sladre et Par Timers Tid. Ofte gik min Morfader, medens han levede, og Farbroder Jørgen, naar han var frisk, ned til dem, og Talen var da gjerne om deres Fiskerie og Søereiser, som det, der meest interesserede dem. Og i denne Kreds faldt Farbroder Jørgen engang paa at forelæse Tullins Digt om Skabningens Ypperlighed, hvoraf vist ikke han selv forstod Halvdelen og hans Tilhørere en Tiendedeel! I øvrigt hang han stivt ved gamle Meninger og Skikke fra hans Mamas Tid, og var den mindst elskværdige i vor huuslige Kreds. Hans Søster, Præste-Enken Mad. Tyrholm, ellers Faster Anne, var ligeledes til Aars, me ung, sund og munter var hendes Sjel til hendes Dødsdag. Jeg har ikke seet et aldrende Menneske, der saa aldeles kunde afholde sig fra at lade de Yngre føle sin Alders Superioritet. Forresten var hun uden Politur, kom aldrig i Selskaber og gik yderst simpelt og gammeldags klædt, men hendes Hjerte var saare fortræffeligt.
Dette var da min tidligere Barndoms Selskab. De vare, især tre af dem, overmaade agtværdige Mennesker, men derhos aldeles uskikkede til at opdrage en tilvoxende Dreng og endnu mere til at udgjøre hans eneste Selskab. Selv min Morfader havde aldrig havt Sønner (min Moder var hans eneste Barn) og han var da egentlig den, hos hvilken nogen Theorie og Erfaring skulde ventes. Drenge af min Alder og Stand fandtes ikke i Miles Afstand fra mit Hjem og med Bønderdrengene i Naboskabet var det mig forbudet at omgaaes og lege. At Standsfordomme blandede sig ind i dette Forbud, vil jeg ikke nægte, men Hovmod bør jeg dog ikke kalde det, thi de viste en Venlighed og Høflighed mod Bønderne, som disse ogsaa ærligen paaskjønnede og gjengjeldte. Hovedgrunden til Forbudet var nok Omsorg for min Helbred og Moralitet. Mit Temperament stemte ogsaa fuldkommen over-
