Side:Claus Pavels - Autobiographi.djvu/10

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
6


13 førſte Leveaar. Gaarden var gammel, gammeldags og forfalden. Landet er frugtbart, men aldeles ikke ſmukt; dets eneſte Skjønhed var en Mængde Bøndergaarde, hvoraf jeg troer, man kunde tælle her er nogle og 40, hvis Beboere rigeligen ernærede ſig med Fiſkerie, Lodsvæſen og Agerdyrkning. Vi boede meget nær ved det vilde Ocean, hvis Bruſen jeg daglig kunde høre; idel Sletter omgav os, og da Stormvinde raſede næſten det hele Aar, kunde ikke et Træ voxe paa den Kant af Landet, enten i Have eller paa Marken.

I denne ſaare upoetiſke Egn opvoxede jeg, og de Menneſker, jeg opvoxede iblandt, vare: 1) min Moder. Hun har aldrig været ſmuk, aldrig glimret ved Talenter, aldrig gjort Figur i den ſtore Verdens Cirkler; men i ſin lille Kreds har hun udbredt megen Held og Glæde. Hun har en lys Forſtand. Hendes Hjerte er redeligt og fromt og menneſkevenligt, iſær har blid Sagtmodighed beſtandig været et af hendes ſkjønneſte Karakteertræk. Hun er meget religiøs, men uden Affektation eller Intolerance. — 2) Min Morfader døde før jeg var ſyv Aar gammel, jeg har altſaa kun en dunkel Erindring om ham, men overalt, hvor man talte om ham, nævntes han eenſtemmigen ſom en fornuftig og retſkaffen Mand. — 3) Hans Broder, Jørgen Toſtrup, i daglig Tale Farbroder Jørgen, en gammel Peberſvend, var i min førſte Tid et ſandt Huuskors. Han havde faaet af de ſaakaldte aandelige Anfægtninger, og gik uophørlig og græd og bad og læſte høit paa ſit Kammer eller i Haven eller paa Marken eller hvor det nu faldt ham ind. Med eet kom han ſig igjen, og blev meget munter, undertiden, dog ikke i religiøſe Ting, ret frivol i ſin Tale. Han havde ikke min Moders og Morfaders Forſtand og manglede fremfor alt hiins Takt til at pasſe Tid og Sted, hvorpaa jeg vil anføre et Exempel. Det var en gammel Skik der paa Gaarden, at Na-