Den 22de Juni reiste jeg fra Christiania til Kongsberg, for derfra at gaa mod Vest ind i Thellemarken og besøge den meget omtalte Riukand-Fos og det ligesaa mærkværdige Gousta-Fjeld, der, saavidt mig bekjendt, er det høieste i det søndenfjeldske Norge. Derfra agtede jeg at gaa mod Nord igjennem Nummedal indtil Grændserne af Hallingdal, og derfra over Hardanger-Fjeldet til Eidfjord i Bergens Stift. Da den geographiske Opmaalning endnu ikke har strukket sig til disse Egne, ventede jeg her at finde betydelige Urigtigheder i det Pontoppidanske Kort, og tog derfor med mig en Sextant, et Chronometer, Barometer og Thermometer, for, saa ofte som Omstændighederne tillode det, at gjøre geographiske Bestemmelser. Ved Hjelp af disse Instrumenter kunne nemlig de 3 saa kaldte geographiske Coordinater, Brede, Længde og Høide over Havfladen, bestemmes. Endelig og fornemmelig interesserede det mig, at gjøre nogle magnetiske Iagttagelser i Norges vestlige Egne. Magnetnaalens vestlige Misvisning bliver nemlig større mod Vesten, Heldingen (Inclinationen) og Kraften (Intensiteten) mod Norden. Da Erfaring havde lært mig, at Fjeldene have nogen Indflydelse paa disse 3 magnetiske Phænomener, saa ønskede jeg nærmere at undersøge dette i den klippefulde vestlige Deel af Landet. Jeg medbragte derfor endnu et lidet Azimuthal-Compas, et Heldings-Instrument, og et Svingnings-Apparat til at bestemme Jordmagnetismens Styrke paa forskjellige Steder.
Allerede ved Dunserud, en Mils Vei paa denne Side af Kongsberg, begynder man at komme i Fjeldegnene; men da man for Sølvværkets Skyld har anlagt og vedligeholdt en god Kjørevei ligetil Kongsberg, saa mærkes ei Fjeldegnens Ubeqvemmeligheder, førend man kommer vestenfor Bergstaden. Den første Mil herfra til Gaarden Moen kan endnu til Nød kjøres med Kjærre, men den hele øvrige
