Folkekalender», bl. a. «Om vore Forfædres ældste Tidsregning», om at holde de nationale døpenavn i agt og ære, samt reiseminder fra Orknøerne, Hjaltland og Suderøerne.
Endelig kan det i denne forbindelse nævnes at han fra 1855 selv satte et populært «Norsk Maanedsskrift» igang, hvor han foruten oversættelser bl. a. skrev om Finlands nationalitet, om adelens oprindelse, om skandinavismen igjen, samt den fortræffelige og uttømmende omstændelige avhandling «Om Betydningen af vore nationale Navne», og en række artikler om sit syn paa Danmarks forhold til den norsk-svenske union (1856 og 57). Det var her Munch gik haardt i rette med den danske skandinavismes baktanke om Danmarks forrang i Norden. Av hensyn til Ruslands politik (det var i Novembertraktatens første eftertid) fremstillet han det som «Danmarks egentlige mission» at «danne det forbindende led mellem den nordiske og den tyske nationalitet» istedenfor at opelske nationalhat til Tyskland. «Danmark danner slutstenen i den store germanske hvælving som skal bevare Europas frihet og selvstændighet mot mongolernes fordums slaver og nu deres moderne efterfølgere.»
Naar vi ser denne ustanselige produktivitet ogsaa utenfor selve nationalforskningens strengt videnskabelige omraade, maa vi forbauses. Forklaringen er at Munch helt fra sine første professor-aar hadde indviklet sig i yderst pinagtige økonomiske omstændigheter. Baade han selv og hans hustru fattedes sansen for at stelle med penger; de kom i gjæld, og han maatte anspænde alle sine kræfter for at holde sig nogenlunde oven vande. Der var tider da den alment agtede lærde led virkelig nød for sit klossede pengestels skyld. Sandsynligvis var der en sammenhæng mellem denne svake side
