og den utprægede barnlighet som vi har set tæt forbundet med hans genialitet ellers. Og hans høit avholdte hustru maa til gjengjæld for sin fine musikalske begavelse og sit eiendommelige kunstnertemperament ha følt sig utenfor i det praktiske liv. Desuten kan vistnok ogsaa følgende meddelelse fra en av hans yngste medarbeidere — nu avdøde riksarkivar Huitfeldt-Kaas — tjene til forklaring paa dette forhold:
«Munch har engang i sit tidsskrift («Norsk Maanedsskrift») uttalt sine tanker om aristokrati og adel, hvilke ganske stemmer med dem han engang uttalte for mig. Han ansaa et historisk fødselsaristokrati for et nyttig element i en stat, blandt andet som en hensigtsmæssig hindring mot parvenyernes ubeskedne fremtrængen før de hadde naadd et tilstrækkelig socialt dannelsestrin, for hvis mangler han hadde et skarpt øie, og hvorpaa han oftere anførte karakteristiske eksempler. Men ved siden av fødselsaristokratiet hævdet han sterkt begavelsens og intelligensens repræsentanters berettigelse til at gjøre sig gjældende og at indta den dem tilkommende plads. Hermed stod jo vel hans sans for et mere forfinet liv i forbindelse, hvilket atter førte til en viss leven over evne — ikke netop for hans eget vedkommende; ti han kunde for sin egen person være utrolig nøisom — men han ønsket gjerne at hans kjære skulde indta den stilling han fandt dem at ha fordring paa efter deres indre og ydre begavelse. Og hertil strakte en norsk professors gage ikke, selv om den efter norske forhold kunde synes nogenlunde anstændig. Nogen pris tror jeg dog han satte paa at være smukt klædt, hvilket jo var meget begripelig hos den der kunde ta sig saa godt ut i en smuk dragt. Jeg har nævnt hans fine, lyse sommerdress, uten tvil
