Unger i utgivelsen av den store Olav den Helliges saga (begge 1853). Snorres Heimskringla lot man ligge; den var jo tilgjængelig baade i Schønings utgave og i Aalls prægtige oversættelse; og i «Formanna Søgur» var sammen med Sverreættens sagaer de fleste andre norske kongesagaers tekst utgit ved Oldskriftselskapet.
I denne forbindelse maa vi ogsaa mindes at Munch, allerede før sin første utfærd, i «Samlinlinderneaø for 1834 hadde trykt den værdifulde lille Norgessaga Ágrip, likesom Fagrskinna forfattet i Norge.
Saga-utgivelsen var i disse grundlæggende aar, da Munch deltok, kostet av universitetet. 1 1849 stiftet nogle unge begeistrede lærlinger «Foreningen til norske Oldskrifters Udgivelse», som sørget for at en række merkelige norske bøker fra middelalderen blev utgit av den utrættelige Unger. Ogsaa efter denne forenings ophør fortsatte Unger like ufortrødent; i de 30 aar siden Edda’en forelaa, har Unger alt i alt avskrevet og utgit gammelnorske bøker paa tilsammen 12000 sider.
Desuten var Unger fra første stund medutgiver av «Diplomatarium Norvegicum», hvorav der til hans død i 1900 ialt var trykt 15 bind paa tilsammen nye 12 000 sider gammel norsk, dansk, svensk, tysk og latinsk tekst. Dette uundværlige kildeverk blev planlagt og iverksat av riksarkivar Lange straks han overtok embedet, og begyndte at utkomme i 1847, samtidig med at hans Klosterhistorie var færdig.
Om Keyser maa det huskes at han i samme for norsk nationalforskning saa epokegjørende aar utgav sin fremstilling av «Nordmændenes Religionsforfatning i Hedendommen»; i tilslutning til Munchs «Gude- og Heltesagn» fik man her en oversigt over
