næsten forhippen stolthet paa nationens vegne, sende de første korrekturark til Jacob Grimm indlagt i hans første brev til denne sin store mester.
Begeistringen for den vigtige nationalopgave gav uttryk i bokens ydre utstyr. Man valgte allerstørste kvartformat og anvendte de vakre gammeldags utseende «schokkiske» typer som i sin tid Selskapet for Norges Vel lot støpe for sin planlagte ordbok, og som Munch fik supplert med de særlige oldnorske bokstaver. Anden sommer laa første bind færdig; Munch foreviste det glad for sine fagbrødre i Kjøbenhavn, hvor han gjorde sit andet besøk under den stipendiefærd han i ferien foretok til Normandiet og Paris. Med de to næste bind blev dette storslagne nationalverk avsluttet sommeren 1849 for selve tekst-utgivelsens vedkommende. Hvad der efter planen stod tilbake blev først lang tid efter Keysers og Munchs dage fuldført av Gustav Storm (beskrivelsen av haandskrifterne) og Ebbe Hertzberg (ordboken).
I mellemtiden hadde Munch sammen med Unger, som her hadde besørget avskrivningen, i universitetsprogrammer utgit «Den ældre Edda» og kongesagaen «Fagrskinna» (1847) samt i fællesskap ogsaa med Keyser «Kongespeilet» (1848). Fra nu av overlot Munch arbeidet med tekst-utgivelsen helst til de andre. «oldskrifbkomiteens» samarbeide med danskerne stanset, da disse stiftet et nyt «nordisk Literatursamfund» (1847), som straks til nordmændenes forargelse tok fat paa saga-utgivelse fra dansk hold igjen. Selv besørget dog Munch alene trykningen av den merkelige latinske Norgeskrønike som han paa sin store stipendiefærd til Orknøerne og Skotland høsten 1849 fik opdaget i Edinburgh. Likesaa var han alene om Odd Snorressøns Olav Tryggvasons saga og deltok med