forsvundet, saa vilde man alene av det norske folkesprog kunne restituere sproget i sig selv, og av mundarten paa Island de grammatiske bøiningsformer … Paa den maate vil ogsaa efterhaanden al uklar forveksling av oldnordisk, oldnorsk eller norsk og islandsk bortfalde. Det vil bli enhver sproggransker klart at Eddaernes, sagaernes, Kongespeilets, diplomernes og de gamle homiliers (prækeners) sprog hverken er oldnordisk (ti da maatte det tillike være olddansk og oldsvensk) eller islandsk, men norsk, og hvis det skal nærmere betegnes, oldnorsk …»
Norrøna først og norrøna sidst! Munch krævde da ogsaa følgestrengt at i den bebudede ordbok over folkesproget «burde man helt og holdent indføre den rette oldnorske lydbetegning, f. eks. de akcentuerte bokstaver og det stungne ð, der nu, efter hvad forf. oplyser, i nogen bygder uttales, i de fleste ei høres … Men allerbedst vilde det vistnok være om ordene aldeles henførtes til deres oprindelige oldnorske form og indlemmedes, som forhen antydet, i et leksikon der omfatter baade det oldnorske og det nyere norske ordforraad …»
VIRKELIGHETEN.
To aar efter (1850) forelaa den bebudede ordbok fra Aasens haand. Vi kan tænke os den begeistrede spænding Munch var betat av, da han første gang aapnet den. Men vi ser ogsaa skuffelsen rynke hans brede pande, da han opdaget at her var hans vidunderlige drøm om norrønatungens foryngelse gjort til skamme.
I sørgmodige ord, vistnok formulerte i ærbødige talemaater om «den talentfulde og utrættelige forsker» o. l., bebreider han utgiveren at han nu hadde
