Man ser hvor principtro Peter Andreas Munch kjæmpet for den nationale sammenhæng mellem det gamle Norge og det nye Norge.
At disse lærde avhandlinger om norrøna-tungemaalet som det rent norske sprog, de levende bygdemaals mor, har inspirert den unge samler av disse, som nu stod utenfor hans dør, færdig til at banke paa for at te ham sin skat, det trænger man ikke til at gjette.
Og da han saa traadte indenfor, den vesle søndmøring, og drog skatten frem og synte den for sin mester, kjendtes denne straks ved ham. Det var jo denne lærling han hadde ropt saa længselsfuldt paa. Og professor Munch steg op og hilste bonden Ivar Aasen velkommen med uskrømtet jubel;
«Dette skrift som vi her anmelder (det var «Det norske Folkesprogs Grammatik»), er ikke alene en prydelse for vor literatur, men det er et nationalverk av hvilket det hele folk kan være stolt. Ti det lægger mere end noget skrift i lignende retning har formaadd, det norske folks egte og ublandede nordiske nationalitet for dagen; det viser at den ældgamle mere end tusenaarige norrønatunge endnu kraftigen lever og rører sig hos folket, og med en egte, oprindelig klang som man endog paa Island forgjæves søker …… Det rene sprogstof fremtræder saaledes klart og let overskuelig; og det er fastholdt saa længe at det ei længer kan gaa tapt, men vil, om endog sproget selv skulde ophøre at leve i vore bygder, dog alene av denne sproglære kunne studeres og kjendes av kommende slegter. Et bedre vidnesbyrd om at vort folkesprog er den gamle norrønatunge, og at denne hos os har bevart sin egte oprindelige klang og tilhører os alene som en synderlig ting, gjøres ikke fornødent. Om endog alle vore gamle haandskrifter var sporløst
